Cannes Lions: 20 bud på vindere – inkl. en dansk

Peter Engholm,
journalist

Creative Circle og Saatchi & Saatchi serverer årets Cannes Predictions fra Leo Burnett. Bureaubiz har fået Saatchis kreative direktør Sabine Herskind til at kommentere rullen.

Leo Burnett udpeger på 33. år favoritterne til årets Cannes Lions. Erfaringen stiger år for år, men træfsikkerheden har alle dage været stor. De seneste par år har bureauet endda holdt sig til at levere 20 bud på løve-vindere ved verdens største kreativitetsfestival. For godt en håndfuld siden var filmrullen dobbelt så stor.

Og for mange år siden var filmrullen reelt en reel. Det er uforandret en institution, som er Creative Circle og Saatchi & Saatchi præsenterede onsdag formiddag simultant i Aarhus og København, hhv. hos M2 Film og i Grand Teatret.

Det er samtidig blevet en tradition, at Bureaubiz inviterer en kreativ profil i biografen for at se – og kommentere – de udvalgte favoritter. Sabine Herskind, kreativ direktør i Saatchi, har haft notesblokken fremme og sætter disse ord på listen:

“Cannes Predictions 2019 indeholder 3 markante trends og 1 ny tendens. Purpose er måske ikke en trend længere, for den ser ud til at være kommet for at blive. De to andre trends er Data & Tech og Brand Bravery, og så den nyere tendens, som jeg vil kalde Futurismetising (Mixed Realities). Flere kampagner bevæger sig elegant rundt mellem flere genrer”. 

Sabine Herskind uddyber ovennævnte trends her:

Purpose
Vi vil gerne se cases, der giver ægte mening, og som skaber ægte værdi i ægte menneskers liv. Og stort set alle brands på dette års reel opfylder kriteriet Purpose i større eller mindre grad. The New York Times tapper i år flot og præcist ind i vores hjerter, og italesætter stærke emner som immigrant-børn og Isis med budskabet om, at sandheden ikke rapporterer sig selv, og at sandheden er det hele værd.

Makeup-brandet Shiseido har lavet kampagnen Hada-Iro (’hudfarve’ på japansk) med budskabet om, at alle hudfarver (nuancer) er særlige. Og ved brug af tech og videnskab, kom de i mål med en super fin og begavet kampagne, som ikke alene italesætter etnicitet og diversitet, men også oplyser og underviser børn på en indsigtsrig og inspirerende måde.

Og for at blive hos børnene er en af de mere gribende film, jeg har set i år, fra NGO-organisationen Bahay Tuluyan, der belyser det ubehagelige emne pædofili. Med ægte tegninger fra misbrugte børn har man valgt at sætte musik og animation til, og dermed lade den naivistiske streg tegne sig brutalt ind i vores hjertekule. En ret barsk og nok den mest ’in your face’-agtige eksekvering jeg kan huske at have set.

Data & Tech
Data er den nye olie, og vi vil alle nyde godt af den magi, de kan udløse. Men ikke alle kunder eller bureauer er parate til at fremskaffe, dissekere og benytte sig af den eftertragtede videns-valuta. Endnu. Men flere og flere er, og en af dem i år er spanske Pernod Ricard’s The Time We Have Left, som har udviklet en algoritme, der udregner den mængde af tid, vi har tilbage i selskab med vores nærmeste og elskede. Filmen ændrede adfærd hos flere tusind mennesker verden over og beviste, at denne form for brug af data og kreativitet er en kæmpe råstyrke, og er kommet for at blive.

Burger King troller igen (igen) McDonald’s med The Whopper Detour, denne gang ved at geo-tracke 14.000 McDonald’s-restauranter i USA, og når du besøger en McD og benytter dig af Burger Kings BK-app, unlocker du en Whopper til BK. Jeg elsker, at Burger King har så meget mod og selvtillid, at de udover at markedsføre sig selv, ikke har noget i mod at efterlade et kærligt shine til McDonald’s.

HBO ville engagere Westworlds-fans til at blive ved med at snakke om serien efter sæsonfinalen, og med deres ambitiøse spil The Maze for Amazon Alexa udviklede de et stykke voice device-content, der gav fansene mulighed for at navigere Westworld kun ved brug af deres stemme og ganske enkelt sige Alexa open West World. Super gennemført, og man fristes til at sige; ’Siri, go home’.

Sidst skal nævnes den altid innovative og kreative spiller på banen, IKEA, som i år har begået (endnu) en tech-drevet kampagne, IKEA In the Museum, hvor hovedingredienserne er Real Life, 360-grader detector på facebook samt Live-deltagelse på instagram.

Brand Bravery
Der har været en macro-trend de seneste 10 års tid, at brands gør alt for at kommunikere og agere med total overbevisning. Nike udlever konstant sit purpose og tog i år chancen med Colin Kaepernick i den globale kampagne, Dream Crazy, men trods boldness og mod endte de i et kulturelt mayhem. Deres film er en af de få ikke-data-tech-drevne film, men den holder, fordi budskabet er stærkt og går klokkeklart ind.

Samtidig har Adidas med deres Here to Create Change prikket til tenniskoryfæet og aktivisten Billie Jean King og hyldet hendes karakteristiske blå-med-de-hvide-striber sneaks, hvor de tilbyder at transformere et hvilket som helst par af dine sneakers til en version af den populære tennissko.

En tredje modig spiller er Libresse, som med filmen Essity leverer en musikalsk og grafisk hyldest til den kvindelige vulva og dens diversiteter. Godt set, godt tænkt, og godt eksekveret. Jeg mindes ikke noget mere markant inden for genren siden Run Like a Girl fra konkurrenten Always, omend de to ikke kan sidestilles. Velkommen til dameland 2.0. 

Futurismetising (Mixed Realities)
En tendens, som er helt Black Mirror-agtig, er at mikse forskellige fænomener som virkeligheden, Virtual Reality og Augmented Reality. Og netop med indsigter fra den virkelige verden, samt teknologier som AR og VR, har det danske kreative bureau Virtue Nordic, skabt en kampagne, adDRESS the Future, for Carling, og udfordrer hermed andre tøjbrands. For hvordan griber man de unges paradoks, der består i, at de elsker at eksponere sig selv og deres stil online, samtidig med at de vil være miljøbevidste og ikke efterlade et negativt fodspor? Ved at lancere en digital tøjkollektion med virtuelle fashion items, hvor bonus ovenikøbet er, at du heller ikke behøver at blive set med det samme tøj på to gange.

Fusionen af vores fysiske og digitale sfære ses også i Microsofts Xbox’s Football Decoded, som live-oversætter spillernes moves og den øvrige dramatik på banen, direkte ind i spillet. En next-gen hybrid af underholdning og gaming tutorial.

Kort men godt
Sidst, men ikke mindst, vil jeg nævne et par af dem, der både fik smurt mit smilebånd, samt rørt mit eksekveringsgen. Det gjorde bl.a Netflix’ The Thai Censorship, John Lewis & Partners’ The Boy and the Piano, Kraft Heinz’ Country Time Lemonade, og sidst men ikke mindst evigt fantastiske Skittles, der ikke alene har claimet Super Bowl de sidste mange år, men i år owner den endnu mere!

Med deres Skittles, the Musical, opfordrer de til at droppe Super Bowl, og Go Broadway i stedet! Med det satiriske og selvironiske budskab; advertising ruins everything, opførte de en musical, som endte med at være udsolgt på 2 dage. Forbes kårede den som den bedste Super Bowl Commercial 2019, som IKKE inkluderede fodbold eller TV, og det synes jeg er intet mindre end genialt. Skittles got skills, og jeg knuselsker det brand.

Leo Burnett: Cannes Predictions 2019

1. Nike “Just Do It ‘Dream Crazy’” // Wieden + Kennedy (Portland, USA) 


2. Pernod Ricard – Ruavieja “The Time We Have Left” // Leo Burnett (Madrid, Spain)


3. John Lewis & Partners “The Boy and the Piano” // Adam&eveDDB (London, UK)


4. Bahay Tuluyan “Disgusting Stories” // TBWA\Santiago Mangada Puno (Makati City, Philippines)


5. Mars Wrigley Confectionary – Skittles “Broadway the Rainbow” // DDB (Chicago, USA)


6. Amazon Prime “Great Shows Stay With You” // Droga5 (London, UK)


7. Centre Pompidou “Souvenirs de Paris” // Marcel (Paris, France) 


8. Burger King “Whopper Detour” // FCB (New York, USA)


9. Essity “Viva La Vulva” // AMV BBDO (London, UK) 


10. The New York Public Library “Insta Novels” // Mother (New York, USA)


11. HBO “Westworld: The Maze” // 360i (New York, USA)


12. Kraft Heinz – Country Time Lemonade “Legal-Ade” // Leo Burnett (Chicago, USA)


13. Adidas “Billie Jean King Your Shoes” // TBWA\Chiat\Day (New York, USA)


14. Shiseido “My Crayon Project” // R/GA (Tokyo, Japan)


15. IKEA “Museum of Romanticism” // McCann (Madrid, Spain)


16. Microsoft Xbox “Football Decoded” // McCann (London, UK) 


17. Carsales.com “AutoAds” // CHE Proximity (Melbourne, Australia)


18. The New York Times “The Truth Is Worth It” // Droga5 (New York, USA)


19. Carlings “adDRESS the Future” // VIRTUE (Copenhagen, Denmark) 


20. Netflix “Narcos The Censor’s Cut” // J. Walter Thompson (Bangkok, Thailand)

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.