Carlsberg brygger på stor international kampagne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Forskningsprojektet Re-Brew har vist sig meget større end ventet og giver blod på tanden til at sætte bryggeriets arv i spil.

Carlsbergs Re-Brew projekt startede som et lille forskningsprojekt, hvor man genskabte en øl ud fra en gammel flaske med den aller første gær.

Umiddelbart en meget sjov gimmick, men det har vist sig at være meget mere. Opmærksomheden har været enorm, og der er f.eks. en dokumentar på vej produceret af Warner Bros., der skal sendes på National Geographic.

Projektet har også smittet af på bureau-verdenen, hvor CP+B i København f.eks. lige nu er short-listet i Eurobest for deres arbejde med Re-Brew.

Men samtidig har det haft den interne effekt, at det har givet Carlsberg troen på, at bryggeriets historie kan sættes meget mere aktivt i spil i markedsføringen.

 

 

Jyllands-Postens journalist, Søren Kragballe, der følger Carlsberg og normalt er meget velorienteret, fortælle i dag, at man arbejder med planer om noget, der kan vise sig blive en massiv kampagne til næste år, hvor Carlsberg fylder 170 år. Det er dog ikke noget, som man vil bekræfte hos bryggeriet.

Det falder dog meget godt i tråd med overvejelser, man længe har haft om, at Carlsbergs historie må kunne bruges til noget mere. Det står direkte i den overordnede strategiske plan, Sail 22, at man skal have mere fokus på arven.

Carlsberg står faktisk bag den moderne gær, som ligger til grund for øl-produktion i hele verden – bl.a. fordi J. C. Jacobsen valgte at stille gæren til rådighed for alle frem for at holde på den selv.

Hertil kommer den store støtte til forskning og meget andet, som kommer fra Carlsberg fondet.

Det er en historie, som må have et potentiale i forhold til en mere moderne markedsføring, der gerne må være mere autentisk og rumme et formål ud over at sælge varer.

Spørgsmålet er bare, hvordan man kan bruge den historie, og her kommer Re-Brew ind. Den enorme opmærksomhed kan fungere som dokumentation for, at historien kan bruges.

rebrew

Da Carlsberg ikke vil bekræfte historien, kan man selvsagt heller ikke få oplyst, hvilke bureauer, der eventuelt skal hjælpe med det.

Det er heller ikke til at sige, hvor meget Re-Brew direkte skal spille af rolle.

Det er som sagt CP+B i København, der har hjulpet på Re-Brew i første fase.

CP+B står for Crispin Porter + Bogusky, der er et højt anerkendt internationalt bureau, så man vil givet kunnet løfte opgaven.

Men Carlsberg brugte 72andSunny til den store satsning på EM i fodbold i sommer, hvor man i den grad gav den gas kreativt, så bryggeriet har relationer til flere ansete bureauer.

I England er man lige nu på vej med en repositionering af Carlsberg Export, hvor O’et er erstattet med et Ø. Her anvender man Mads Mikkelsen i kampagnen, der er stor.

Bureauet bag er Fold7, men det var det bureau, der stod bag den fejlslagne “That calls for a Carlsberg”, og det ligner ikke nødvendigvis en anbefaling.