Carlsberg henter ny media-direktør fra bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Bryggeriets tidligere direktør for Group Media tog til et mediabureau. Og det er også hos et mediabureau, at Carlsberg har fundet afløseren.

I foråret takkede Carlsbergs Group Media & Digital Director, Jakob Holm Kalkar, af efter fem år. Han tog til Aegis Media. I stedet indtræder Christian Godske nu i stillingen. Han kommer fra en stilling som digital direktør og strateg hos Mediacom, hvor han har været i godt seks år.

Noget af job-titlen ryger, idet Christian Godske er udnævnt som Group Media Director. Det bliver jobbet nu ikke mindre digitalt af – faktisk cementerer udeladelsen det modsatte.

”Christian Godske får ansvaret for hele media-landskabet hos Carlsberg, da vi ikke mener, det giver mening at tale om digital media og non-digital. Vi tænker integreret og ser digital som den engagements-drivende motor i den måde, vi går til markedet på,” siger Jens Jermiin, Vice President i Carlsbergs centrale marketingafdeling.

Hos Carlsberg får den nye Group Media Director fire hovedopgaver – at håndtere:

* Carlsbergs media – det være sig strategi, arkitektur og planning.

* Samarbejdet med bureauerne – herunder at sikre, at rammer, ressourcer og medarbejdere matcher bryggeriets behov.

* Effekt af marketing spend – også på lokale markeder. En fast hånd på budgetter og marketing.

* Media Innovation & Best Practice – fornyelsen i media skal udspringe fra en centralt udviklet strategi. Best practise skal komme via bl.a. lokal vidensudveksling.

“Og ikke at forglemme – og lige så vigtigt – er Christian Godske super at være sammen med, så vi er glade for at byde ham velkommen,” siger Jens Jermiin.