https://www.youtube.com/watch?v=nEaF3WvtMbA
Fodbold kommer til at fylde meget i de kommende måneder. Rigtig meget. Og det fører for det meste til, at nogle af verdens største brands kommer ud med store episke film.
Den vogn er Carlsberg netop hoppet på. Det kan dog ikke karakteriseres som en VM-film – bl.a. fordi Carlsberg ikke er sponsor for VM.
Det er mere fodbolden generelt, der er i fokus.
“Fodbold er et af de ben, vi står på, og når vi i de kommende måneder har både afslutning på Premier League, Champions League og VM, så vil der blive talt rigtig meget fodbold – og den samtale vil vi gerne være en del af,” siger Jens Jermiin, der er VP Group Digital, Media and Creative Content hos Carlsberg.
Samtidig har Carlsberg i de senere år også i flere tilfælde arbejdet med koncepter omkring fordomme, relationer og det at skabe forbindelse mellem mennesker. Det er f.eks. sket gennem Bikers og Poker filmene fra belgiske Duval Guillaume.
Fodbolden og relationerne er bragt sammen i den nye film – med netop Duval Guillaume som idémager.
Den kreative idé handler om fodbold på tværs af grænserne. Det er dog ikke nogle helt tilfældige grænser. Man har valgt nogle af de mest kontroversielle og konfliktfyldte af slagsen.
“Men det er ikke en politisk film. Det er en film, der skal fejre fodbolden og den magi, der knytter sig til den og som kan krydse grænser. Det er den grundlæggende kreative ide – og ja, så har vi valgt nogle grænser, der er markante frem for nogen man dårligt bemærker, når man passerer dem,” siger Jens Jermiin.
Han understreger videre, at situationerne i filmen er ægte. Filmholdet har rejst rundt til stederne med en fodbold uden at vide, om det ville kunne lade sig gøre.
Filmen er tænkt til den digitale verden – men tv er ikke udelukket på forhånd.