Carlsberg mister – trods aftale – ølsalget på Wembley til Budweiser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs også om TV-kampagne, der gav flere kunder og større omsætning til mobilselskab samt om strategisk rådgiver, der klandrer mobilselskaber for at lide af ADHD.

Carlsberg, der for mindre end et år siden, indgik en ny delsponsoraftale med den engelske FA Cup, er nu blevet sat på bænken af amerikanske Budweiser.

Carlsberg har ifølge aftalen de eksklusive rettigheder til ølsalget på Wembley, men alligevel serveres der Budweiser ved næste års pokalfinale.

Carlsberg fik tilbuddet om at blive hovedsponsor for omkring 68 mio. kroner, fordi energigiganten E.On stopper deres hovedsponsorat, men Carlsberg takkede nej.

FA gik til Budweiser selvom et sponsorat fra en anden ølproducent kolliderer med Carlsbergs eksklusivaftale.

Carlsberg kunne sandsynligvis vinde en erstatningssag mod det engelske fodboldforbund FA for brud på eksklusivrettighederne, men har valgt ikke at gøre noget af frygt for at ryge helt ud af britisk fodbold.

I stedet har Carlsberg fået flere rettigheder til at bruge det engelske landshold og de enkelte spillere.

“Det er en opgradering i forhold til den tidligere aftale. Vi får flere bandereklamer og en langt bedre mulighed for at udnytte spillerne på mange flere markeder”, siger Carlsbergs internationale sponsorchef, Keld Strudahl (Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, p 13).

TV-kampagne gav større omsætning

En TV-kampagne for det nordjyske mobilselskab M1 A/S har givet en kraftig stigning i selskabets kundedatabase samtidig med, at de nye kunder har et større forbrug:

“Vi har for første gang satset hårdt på en storstilet TV-kampagne. En kampagne, som på alle måder har været succesfuld for M1, lyder det fra direktør Mads Peter Veiby.

Bruttofortjenesten steg i regnskabsåret 2010 til 52,1 mio. kroner mod 38, 3 mio. kroner året før. Resultatet før skat landede til gengæld på 4,5 mio. kroner mod 11 mio. kroner året før.

M1 har Kunde & Co. som reklamebureau (Børsen, p. 16).

Branchefolk i medierne

Adm.dir. for Lead Agency, Kresten Schultz Jørgensen filosoferer i Berlingske Business’ “Dagens Synspunkt”, om at flere virksomheder tilsyneladende lider af ADHD.

Kresten Schultz Jørgensen ser ADHD symptomerne dér, hvor de desperate produktlanceringer og kampagnetilbud afløser hinanden i stedet for at beskrive virksomhedens grundfortælling.

Især mobilbranchen lider af disse symptomer med deres konstante konflikter med forbrugerombudsmanden, politikere og deres astronomiske churn-rates, mener direktøren for rådgivningsvirksomheden.

Kresten Schultz Jørgensen skriver, at mobilvirksomhederne sagtens kunne positionere sig tydeligere med klare grundfortællinger, der appellerer til både kunder og andre interessenter i stedet for blot at være rene marketingorganisationer, hvor dyrt indkøbte skuespillere fjoller rundt i reklameblokke.

Ifølge Kresten Schultz Jørgensen er en grundfortælling følgende:

“200 ord som den sproglige essens, der samler identitet, kultur, mission/vision og markedskrav. Med et klart pejlemærke/slogan, en række prioriterede temaer og eksempler. Og muligheden for, at denne sproglige essens – efter behov – kan udmøntes i konkrete produkter og service, konkret markedsføring og håndgribelig æstetik” (Berlingske Business, p. 2)