Carlsberg og Zoologisk Have vælger samme bureau

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Carlsberg-brandet Brewmasters Collection har afholdt en pitch, Zoologisk Have har haft en uformel samtale-runde. Vinderen blev i begge tilfælde et bureau, der nu er oppe på 45 medarbejdere.

Carlsberg Danmark lancerede i efteråret Brewmasters Collection – en serie på tre specialøl, der var udtænkt af Carlsbergs globale team.

Ved lanceringen blev det globale teams bureau, Halbye Kaag JWT, benyttet, men siden har Carlsberg Danmark for alvor taget Brewmasters Collection til sig og har afholdt sin egen pitch – der er blevet vundet af Yellow.

Brewmasters Collection er en specialøl, som placerer sig mellem pilsnere og de mere tunge specialøl. Og at Yellow står som vinder af denne Carlsberg-pitch, er måske ikke helt så overraskende.

Yellow har siden 2013 været bureau for en række af Carlsberg Danmarks brands, og i september blev Yellow fremhævet som en oplagt deltager i en eventuel pitch.

Opgaven for Yellow bliver at repositionere Brewmasters Collection-brandet og udvikle en ny kommunikationsplatform.

Også Zoologisk Have har valgt Yellow som ny bureaupartner. Det er sket efter en mere uformel samtalerunde, der begyndte i efteråret. Her var det ”god kemi mellem parterne samt Yellows referencer og fleksible arbejdstilgang”, der gjorde udslaget.

Kreativ direktør hos Yellow, Steen Bundgaard, siger:

”Fra det første møde kunne vi mærke, at det føltes som et godt match. Vi går ind i det her samarbejde med stor respekt for den institution, som Zoologisk Have er, og glæder os meget til at tage hul på arbejdet.”

Både i 2014 og 2015 er der kommet nye kunder til bureauet – dertil kommer stigende aktiviteter hos eksisterende kunder, især Carlsberg og Steen & Strøm Norge. Det har givet job til flere hoveder og hænder, og således er bureauet nu oppe på 45 medarbejdere – herunder en større content marketing-enhed, der arbejder sammen med bl.a. Kronenbourg, Field’s, Carlsberg pilsner og Schweppes.

Steen & Strøm var i øvrigt årsagen til, at Yellow i begyndelsen af året åbnede kontor i Oslo.