I sidste måned stoppede Jakob Holm Kalkar som Group Media & Digital Director i Carlsberg Breweries, og man er i fuld gang med at finde hans afløser.
Men sideløbende opruster bryggeriet digtialt og kreativt. Det sker med ansættelserne af hhv. Mette Stuhr, der kommer fra Wasabi, hvor hun har været partner og digital strateg, og Thomas Busch, der senest har været tilknyttet Goodwill Agency og Bacon, og som bl.a. har været kommerciel direktør på Metronome og kreativ direktør på Universal.
Begge er hentet til Carlsberg Group Digital, Media & Content Production.
”Når vi har ambitionen om at være blandt de bedste, digitalt og kreativt, så er vi forpligtet til at rekruttere talentet til pladserne. Thomas er blandt de bedste kreative producere på markedet, og Mettes styrke inden for digital story-telling, social og mobile er med til at forstærke vores digitale kompetencer,” siger Jens Jermiin, Vice President i Carlsberg centrale marketingafdeling.
Han tilføjer:
”Der skal sættes globale fodaftryk, og som international koncern er vi åbne over for, hvor folk kommer fra – så længe vi får de bedste personer på pladserne. I den forbindelse kan danske bureauer og produktionsselskaber godt være stolte af, at vi kan rekruttere blandt danske talenter.”
Mette Stuhr har fået titel af Group Sr. Digital Manager.
”Mettes primære ansvarsområder bliver – i tæt samarbejde med IPB brand teams og bureauer – at levere best in class, hvad angår digitale integrerede strategier, -planer og indhold, der skruer op på knapperne for både engagement og salg på vores IPB-brands: Tuborg, Kronenbourg 1664, Somersby og Grimbergen,” siger Jens Jermiin.
Thomas Busch bliver Group Sr. Creative Manager, og om hans rolle siger Jens Jermiin:
”Thomas vil blive en central bidragyder i at føre vores strategi ”Driving content excellence” ud i livet. Han kommer til at lede den kreative proces med indholdsproduktion i Carlsberg og IPB og vil fungere som konsulent på vores markeder. Derudover – og via et stærkt relationship management – vil Thomas sikre, at vores partnere blandt de kreative bureauer og produktionssiden er topmotiverede og i stand til at producere deres karrierers bedste arbejde på vores projekter.”