Carlsberg vælger dansk bureau som partner på globalt projekt

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Carlsberg går bureauvejen inden for bæredygtighed, og premiereprojektet bliver udviklingen af verdens første ølflaske lavet af fibre.

Carlsberg Group har valgt Crispin Porter + Bogusky Copenhagen som global kommunikationspartner i bryggeriets bæredygtighedstiltag; Carlsberg Circular Community (CCC).

CP+B Copenhagen bliver den 8. partner i det eksklusive selskab og får ansvaret for at kommunikere CCC’s initiativer og sikre, at de projekter, der udvikles, har forbrugerrelevans og appel.

CCC er en partnerskabsplatform, som Carlsberg har skabt for at udvikle og fremme bæredygtige og cirkulære løsninger i sin værdikæde.

CP+B Copenhagen var sidste år med til at lancere Carlsberg Beer Beauty-serie, og nu udvides samarbejdet. Simon Boas Hoffmeyer, der er Director for Sustainability hos Carlsberg Group, siger om valget af bureau-partner:

”Gennem arbejdet med bæredygtige innovationer er vi blevet opmærksomme på vigtigheden af at involvere forbrugerne og gøre vores arbejde relevant og vedkommende. CP+B Copenhagen har med deres kreative tilgang og tidligere projekter vist, at de kan hjælpe os og de andre partnere med at gøre præcis dette”.

Udviklingen af verdens første biobaserede og bionedbrydelige ølflaske, Green Fiber Bottle, bliver første projekt, som bureauet bliver en del af – et projekt, der forventes at kunne danne grundlag for en mindre revolution inden for øl og læskedrikemballage.

Projektet, der er iværksat sammen med bl.a. emballagevirksomheden ecoXpac og DTU, skal udvikles over de kommende tre år, og kommer til at involvere en række andre partnere fra Carlsberg Circular Community.

”En flaske lavet af fibre kommer til at føles helt anderledes for forbrugerne, så det er vigtigt, at vi formår at inddrage dem i udviklingen for at sikre produktets kommercielle succes,” siger Simon Boas Hoffmeyer.

Som partner i Carlsberg Circular Community kommer CP+B Copenhagen til at arbejde med designet af flasken samt PR og kommunikationsaktivteter omkring projektet.

Mathias Birkvad, Managing Director hos CP+B Copenhagen, ser frem til at skulle være med til at udvikle bæredygtige løsninger.

”Emner som bæredygtighed og social ansvarlighed er nogle, der interesserer os meget. Både på det forretningsmæssige og på det personlige plan.”

Til Green Fiber Bottle’-projektet har CP+B Copenhagen taget det industrielle designstudie, Kilo Design, med ombord som teknisk designpartner.