Carlsberg fik ikke øllet, men beløbet galt i halsen, da samarbejdspartneren gennnem næsten to årtier, Liverpool FC, mente, at et trøjesponsorat fremover ikke var ca. 67 mio. kr. værd – men godt 170 mio. kr. værd … årligt.
Men samarbejdet med Liverpool stopper ikke af den grund, men fortsætter på et lavere blus – også økonomisk, og det giver anledning til at revurdere sponsorstrategien, siger Carlsbergs internationale sponsordirektør, Keld Strudahl.
“Vi fortsætter i Liverpool som official beeer – en titel, der ligger meget i. Vores aftale med Liverpool er blevet væsentligt reduceret, og derved er der blevet frigjort midler, og det giver anledning til at revurdere vores strategi. Hvordan kan vi engagere forbrugerne 360 grader – ikke blot via trøje og event, men også via f.eks. online. Vi står således allerede stærkt med partofthegame.tv – men det meste er i spil i denne tid, og intet er helligt,” siger Keld Strudahl.
Han er ikke afvisende over for, at Carlsberg kan sponsere andre sportsgrene end fodbold – men udelukker f.eks. skak – men understreger, at fodbold fortsat er basen.
“Fodboldfans er en passioneret gruppe, som man rammer stærkt med et sponsorat. Men måske kan vi blive associeret med fodbold på anden måde, end vi ser det i dag. Disse planer er vi ved at fintune for tiden. Og vi forventer at kunne lukke en del aftaler i maj,” siger Keld Strudahl.
Carlsberg er sponsor for EM 2012 i Polen og Ukraine, og der forhandles i øjeblikket med UEFA om 2016 og evt. også 2020.