Jacobsen startede som et eksklusivt brand og Carlsbergs svar på mikrobryggeriernes fremmarch. Men der er mere i brandet, lyder vurderingen i bryggeriet, som derfor vil investere mere i det.
Nu er der så også valgt et bureau til at hjælpe med at folde potentialet ud.
Efter en konkurrence mellem tre bureauer er valget faldet på Gorm Larsen & Zornig.
“Gorm Larsen & Zornig havde en virkelig god forståelse for vores indsigter omkring Jacobsen, kemien var virkelig god, og så kom de med nogle virkelig gode kreative løsninger,” siger Mads Friis der er marketingdirektør hos Carlsberg Danmark med ansvar for alle øl-brands.
Han fortæller videre, at opløbet dog var tæt – specielt mellem to af bureauerne.
Gorm Larsen & Zornig skal nu hjælpe med at dreje Jacobsen i en lidt anden retning.
“Det er et spørgsmål om at finde den rette balance mellem feinschmecker-konceptet og masseproduktet. Vi har nok været lidt for meget feinschmecker – i hvert fald tror vi på, at der er et større potentiale i produktet end det, vi hidtil har opnået,” siger Mads Friis og tilføjer, at der er planer om både ny kommunikation og en ny forpaknings-strategi.
At der kan være noget om snakken vidner udviklingen hos Kvickly om. Kæden fortæller at i løbet af det seneste år er salget af specialøl fra Danmark og udlandet vokset med 15 procent i Kvickly, og udgør nu 29 procent af det samlede øl-salg i kæden.
“Udviklingen viser, at danskernes interesse for special-øl er kommet for at blive, og vi tror, at den fortsat vil vokse, blot bryggerierne bliver ved med at udvikle nye øl, der giver kunderne nye og bedre smagsoplevelser,” siger kategorigruppechef Kenn Thomsen, Coop.
Mads Friis lægger meget vægt på partnerskab med bureauerne, så man fungerer som et team frem for et kunde/leverandør forhold, og indsigter, kreativitet og partnerskab var også de faktorer, han fremhævede i går i forbindelse med valget af Kunde & Co og Yellow til at arbejde på markedsføringen af Carlsberg-brandet.