Carlsbergs marketingdirektør stopper

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kirsten Ægidius har valgt stoppe som følge af, at hun og Carlsberg Danmarks adm. dir. ikke ser ens på løsningen af de fremtidige opgaver.

Efter ca. fire år som marketingdirektør i Carlsberg Danmark skal Kirsten Ægidius nu sige farvel til koncernen.

Det er et resultat af, at hun og Carlsberg Danmarks administrerende direktør, Carsten Hänel ikke ser ens på løsningen af de fremtidige opgaver.

“Vi har diskuteret det i noget tid. Der er ingen uenighed om strategien, men vi ser forskelligt på, hvordan den skal eksekveres fremadrettet. Det er svært for mig at arbejde med noget, jeg ikke er enig i, og det eneste rigtige er, at vi så må skilles,” siger Kirsten Ægidius.

Hun bliver i Carlsberg til Roskilde-festivalen er overstået, hvorefter hun går på ferie.

Carlsberg Danmark skal nu i gang med at lede efter en afløser. Der vil blive kigget på eksternt og internt.

Kirsten Ægidius kom til Carlsberg Danmark med opgaven at flytte marketing-afdelingen.

“Og det er lykkedes. Den er i dag meget mere kommercielt tænkende og har dermed kunnet taget et langt større ansvar for at sætte retningen for, hvordan selskabet går til markedet. Så jeg forlader jobbet med stolthed over, hvad der er opnået,” siger Kirsten Ægidius.

Hun skal nu i gang med at søge nye udfordringer, men har ikke noget konkret at berette.