Carlsbergs nye film er kommet godt fra start

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Nr. 3 på Viral Video Chart. Den virale film er et forsøg på at tilføre mere holdning i brandet, og lykkes det, så er den blot optakten til et mere vedvarende koncept.

På Mashables Viral Video Chart ligger Carlsbergs nye film, som blev lanceret i onsdags lige nu nummer tre med lidt under 200.000 shares. Antallet af visninger har rundet halvanden million.

På Viral Video Chart overgås den af en anden practical joke, Pepsis Max i forklædning, hvor en bilforhandler får noget af en køretur, samt en gennemgang af Chanel-jakken på andenpladsen.

Umiddelbart en ganske god start – uden at det dog er tal, der vælter verden.

Hos Carlsberg er perspektivet på filmen dog ikke ensidigt på tallenes størrelse. Filmen sætter fokus på, hvor langt man vil gå for en ven, og det er således en practical joke med meget kant og indhold

“Vi har en målsætning om at ikonisere brandet, og derfor har vi villet søge noget holdning og noget kant for at undgå det klichefyldte og sukkersøde. Vi tager et emne op, som efter vores mening er nærværende og egnet til samtale, og som forhåbentlig også kan engagere,” siger digital direktør, Jens Jermiin og fortsætter:

“Derfor er vores fokus på, om publikum vil byde ind på emnet – om de vil dele det. Den har været i luften i 4-5 dage og det er for tidligt til en egentlig evaluering – men når vi kigger på tallene og på de kommentarer og artikler, den har udløst, så ser starten fornuftig ud.”

Den nye film er således heller ikke et enkeltstående stunt. Carlsberg har et slogan, der hedder “That calls for a Carlsberg” og filmen er et bud på et større tema for, hvad det præcist er, der kan “kalde” på en Carlsberg. Et bud på, hvad “That” i sloganet dækker over.

“Konceptet om at stille op for en ven kan udvikle sig til meget mere i vores markedsføring – ikke kun virale film – men også bredere tv-kampagner og andet, hvis det viser sig at forbrugerne kan engagere sig i det og er parate til at dele det,” siger Jens Jermiin.

Practical jokes er blevet et mere og mere udbredt koncept specielt i virale film. Men der er også eksempler på konceptet, hvor de intetanende “ofre” udsættes for ganske grænseoverskridende oplevelser. Et eksempel er Nivea-filmen, hvor en pige hænges ud som eftersøgt forbryder i en lufthavn.

Også Carlsberg-film bevæger sig omkring grænserne.

“Det er en nærværende problemstilling, og der er ikke noget, der er mere rigtigt end det andet. Det er ok at melde af, når man bliver ringet op, så vi mener, at vi holder os på den rigtige side,” siger Jens Jermiin og fortsætter:

“Men der er ingen tvivl om, at det er et emne, man skal være meget opmærksom på. Jeg tror ikke, der er en facitliste, men man skal sørge for at få kvalificeret rådgivning og forholde sig kritisk til ideerne, for selvfølgelig må man ikke lave en film, der ender som en ubehagelig oplevelse for deltagerne.”

 En svensk Carlsberg-film meldes desuden nu at have viral succes. Det er en film fra M&C Saatchi, der meget enkelt viser en dråbe, der løber ned af en dåse til House musik og ifølge svenske Resume, så spredes den nu verden over. På nuværende tidspunkt har den over 800.000 visninger på Youtube.

 Og her er desuden den mest delte video lige nu. Pepsis film har fået over 25 mio. visninger på Youtube.

https://www.youtube.com/watch?v=Q5mHPo2yDG8