Keld Strudahl og Carlsberg været på en meget lang rejse sammen – en rejse der har bragt Carlsberg frem til at være en af de meget store og synlige sponsorer på verdens fodboldscene.
Bl.a. manifesteret ved, at bryggeriet i flere analyser har slået ærkerivalen, hollandske Heineken, på kendskab blandt fodboldfans – selvom Heineken er sponsor på Champions League.
Men nu slutter rejsen. Efter 20 år i bryggeriet stopper Keld Strudahl. Det sker som konsekvens af de omlægninger, Carlsberg gennemførte i sidste uge og som medførte en reduktion af medarbejdere i hovedkontoret.
Omlægningerne medførte, at en række marketingaktiviteter, der blev håndteret på tværs af gruppens mange brands, nu skal styres ud af de enkelte brandteams.
Det betyder, at ansvaret for Carlsbergs store sponsorater fremover ligger hos brandteamet for Carlsberg-mærket.
Der er således tale om en markant omlægning af flere chefers job. F.eks. er David Robertson, der var chef for marketing activation, stoppet. Og altså også Keld Strudahl.
Carlsberg har været aktiv som sponsor på den internationale scene i en lang årrække, og Keld Strudahl har været med på det meste af rejsen.
Det startede med de første famlende skridt, hvor sponsorater var lidt et stedbarn, som man ikke var helt klar over, hvad man ville med. Desuden havde Carlsberg ikke samme magt over sine markeder, som man har i dag.
Men Keld Strudahl har aldrig set sponsorering som noget med et navn og et logo på en trøje eller en bande. Det er en marketingaktivitet, der skal sælge øl. F.eks. er en slutrunde et kæmpe udsalgssted.
Desuden var sponsorater en mulighed for at samle markedsføringen på tværs af markederne.
Resultaterne må have været der, for igennem årene er Carlsberg blevet stadigt mere synlig – og blevet involveret i stadigt større sponsorater – kulminerende med EM slutrunden i fodbold til sommer, hvor bryggeriet vil gennemføre en kæmpe markedsføringssatsning. Man investerer ca. en halv milliard i næste sommers slutrunde.
En del af udviklingen har været at fokusere mere og mere skarpt på fodbold. Tilbage i 90’erne så man også Carlsberg på f.eks. atletik-VM og skisport.
Men fodbold er det der har virket bedst – og det har det måske, fordi man har fokuseret mere og mere i stedet for at lægge sine æg i mange kurve.
Keld Strudahl har ikke ønsket at kommentere situationen eller hans fremtid.
Jens Bekke fra Carlsbergs informationsafdeling understreger, at den organisatoriske omlægning ikke på nogen måde indebærer et ændret fokus på sponsor-aktiviteterne.