CBB Mobil holder fast i Saatchi

Saatchi & Saatchi’s adm. dir. har forsikret mobilselskabet om, at opgaven for TDC var enkeltstående. I bureaukonkurrencen tyder meget på, at TDC nu har udvalgt et bureau – men navnet er godt skjult.

Sonofon-ejede CBB Mobils adm. dir., Lars Asger Petersen, blev taget på sengen i sidste uge, da det kom frem, at Saatchi & Saatchi var bureauet bag TDC’s kampagne for Home Trio, hvor selskabet udbyder en pakke med tv, bredbånd og telefoni.

“Jeg kan bekræfte, at Saatchi & Saatchi er vores reklamebureau. Jeg vidste ikke, at de har lavet noget for TDC. Det vil jeg tage en snak med dem om”, lød det til Bureaubiz.

Nu har Lars Asger Petersen så fået taget en snak med bureauet. Og det er gået godt, for der er ikke sket ændringer i samarbejdet.

“Saatchi & Saatchi er stadig vores bureau. Vi har et godt, kreativt samarbejde med dem, og det fortsætter vi som udgangspunkt med. Jeg har talt med Thomas Falck (Saatchis adm. dir.), der siger, at deres opgave for TDC har været enkeltstående, og at de mest har virket som konsulenter for produktionsselskkabet Ghost”, siger Lars Asger Petersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Thomas Falck.

Saatchi’s arbejde for TDC falder sammen med, at koncernen er i gang med en konkurrence om det, der formentlig er Danmarks største budget – et budget som de sidste 5-6 år har været håndteret af DDB Gruppen.

Saatchi har været nævnt som en af deltagerne, men det står uklart, hvordan deres status er på nuværende tidspunkt.

Ret sikre forlydender siger, at TDC har udvalgt et bureau, som man forhandler med, men lige nu ser det ud til at lykkes for TDC at holde bureaunavnet ret godt skjult. Halbye Kaag JWT, Kunde & Co og Bates Y&R nævnes som favoritter – bl.a. fordi de har størrelsen og organisationen til at håndtere en kunde som TDC. Men ifølge rygter har de alle fået besked om, at de ikke mere er med.

Desuden har Robert/Boisen & Likeminded og Umwelt været nævnt ud over Saatchi, men det vil være en overraskelse, hvis nogen af dem skulle løbe med budgettet.

Situationen giver således næring til rygterne om, at der er et hidtil ukendt bureau i spil.