Chokerende nyhed: Kun 0,8 pct. af medieforbruget i US-valg gik til online

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Internettet vandt valget. De traditionelle medier vandt slaget om mediekronerne. Foreløbige opgørelser viser et medieforbrug i det amerikanske valg på 110 mia. kr. Nettet udgjorde en forsvindende lille del.

En historie på amerikanske Adweek i går rummer en information, der er næsten chokerende for medie- og marketing-folk.

Historien fortæller om firmaet Borrell Associate’s foreløbige opgørelser over medieforbruget i det amerikanske valg. Lige nu lyder det på 2,17 mia. USD (110-120 mia. kr.) hvilket beskrives som skuffende lavt – eller i hvert fald ikke i overensstemmelse med forventningerne. Bl.a. fordi kandidaterne denne gang evnede at rejse et rekordstort beløb til valgkampen. Specielt tv noteres til at have opnået et skuffende salg.

Som dansker kan man selvfølgelig filosofere over, hvordan man kan betragte et medieforbrug på 110 mia. kr. som skuffende, men den virkelig interessante historie ligger et andet sted. Langt det meste er gået til traditionelle medier, og kun 0,8 pct. (17 mio. USD) er brugt på online.

Men samtidig er det netop Obamas evne til at anvende internettet, der bliver berømmet og beskrevet som en væsentlig årsag til hans valg-sejr. Steffen Hjaltelin fra Venstre’s bureau, Hjaltelin, Stahl & Co, sagde i går til Bureaubiz, at internettet er gået fra vigtig til vigtigst.

En af forklaringerne på disse bemærkelsesværdige tal skal findes i, at internet-forbruget ikke optræder i mediestatistikker.

“Tallene snyder, fordi internettet ikke er mediepenge. Forbruget ligger på produktion af indhold, hvor specielt Obama har været fantastisk dygtig til at arbejde med de sociale netværk. Der ligger helt sikkert en del omkostninger på manpower i Obamas valgstab, men der vil stadig være langt op til de 2 mia. USD. Tænk blot på et hjemligt eksempel: Du kan have en medarbejder i 1 måned for, hvad 30 sekunder på TV 2 koster”, siger Steffen Hjaltelin og tilføjer, at bureauet har oplevet en tilsvarende udvikling hos mindst en af bureauets kunder.

“Vores Rune Clan univers for City Mail er nu så effektivt, at vi kun bruger penge på media omkring nogle højsæsoner. Ellers bruger vi pengene på udvikling af indholdet”, siger Steffen Hjaltelin.

Rune Clan kampagnen vandt for to år siden den overordnede pris i Danish Internet Award (DIA).