Christian Bjerring er fortid hos Tryg

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Rygterne taler om en fyring. Den officielle forklaring er dog, at han er gået selv efter at have løst sin opgave. Afgangen sker i forbindelse med en markant omorganisering af marketing.

Den officielle forklaring lyder, at Christian Bjerring selv har besluttet at forlade Tryg, fordi branding udfordringerne omkring Tryg-mærket er løst.

Men lægger man øret til jorden, er der ikke mange, der tror på den forklaring. En række af hinanden uafhængige kilder siger, at der er tale om en fyring, og det er da også svært at se, at branding-udfordringerne for Tryg skulle være løst, fordi en ny kampagne er kommet i luften.

Afgangen hænger da også sammen med markante ændringer i Trygs marketingorganisation efter, at Morten Hübbe har taget over som ny topchef efter Stine Bosse.

Christian Bjerrings chef, Jens Stener, blev fyret for godt en måned siden, og flere andre mellemledere er ifølge Bureaubiz’ oplysninger også blevet sagt op.

Christian Bjerring blev for 2 ½ år siden sat i spidsen for en koncernmarketing afdeling, som nu bliver splittet op og lagt ud under de enkelte afdelinger.

Ifølge Bureaubiz oplysninger bliver der tale om fire afdelinger: privat, BtB, web og corporate. Afdelingerne får hver sin chef, F.eks. bliver Anders Fich chef for privat, mens Steffen Lindgren Kristensen bliver chef for den nye corporate.

Scenariet kan således også have været, at Christian Bjerring har fået tilbudt en rolle, som var så uinteressant, at han har valgt at sige nej tak.

Ud over omorganiseringen har der også været massive rygter om meget store problemer i marketingafdelingen i form af betydelig intern uro.

Spørgsmålet er, om den nye organisation kan få betydning for Trygs bureausamarbejder.

Christian Bjerring måtte kæmpe hårdt for at lande budgettet hos Bates Y/R i en konkurrence, hvor Robert/Boisen vandt i første omgang.

Men nu skal bureausamarbejdet passes ind i en ny organisation, og rent faktisk er der sket det, at Rethink Pipeline tidligere i år blev koblet på Trygs BtB budget.

Desuden satte Christian Bjerring for nogle måneder siden en konkurrence i gang om dialogbudgettet, som er blevet forsinket på grund af de store organisatoriske ændringer.

Det har ikke været muligt at få kontakt til Tryg for at få svar på, hvad der sker på bureausiden.