Christine Feldthaus: Hårdt at være på bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Branchefolk i medierne: Reklamemand investerer i legetøjskæde og indtræder i bestyrelsen. Christine Feldthaus fortæller om, hvor hårdt det var at være på bureau.

Christine Feldthaus, der fyldte 50 forrige fredag, blev portrætteret i en artikel over fem sider i Jyllands-Posten i går.

Christine Feldthaus, der er kendt fra ’Kender du typen’ og ’So Fucking Special’, har tidligere været i reklamebranchen i mange år, blandt andet hos Young & Rubicam og hos Bates.

Hun fortæller i portrættet følgende om sin bureautid:

”Da jeg arbejdede på reklamebureauet, knoklede jeg 24 timer i døgnet, samtidig med at jeg skulle passe min lille søn. Man stod ikke af på nogle stationer på det lyntog, jeg kørte i. Det drønede bare derudad og det var nogle pissehårde år, fordi der ikke var plads til andet end arbejdet. Der var ikke engang plads til at trække vejret, så jeg var ret presset. Men jeg tog mig ikke tid til at slappe af, for jeg ville ikke skuffe mine kunder. De var jo alle givtige for mig og for firmaet. Det var et valg, jeg tog og levede med i ti år.”

Og hun fortsætter: ”Nu hvor jeg kigger tilbage på det, kan jeg se, at det liv på lang sigt var uinspirerende og ikke-udviklende. Gudskelov skal jeg aldrig derhen mere”. (Jyllands-Posten Viva, Søndag, p. 10-15)

Donald Nekman, der er et velkendt navn i branchen, blandt andet for sit arbejde med IAA – International Advertising Association – har investeret i den britiske legetøjskæde Hamleys.

Investeringen er gennem Donald Nekmans partnerskab i Executive Capital.

Her står han sammen med 16 andre danske rigmænd, bl.a. Henrik Busch, tidligere direktør for Magasin du Nord, bag en millionstor kapitalindsprøjtning til Kids Retail of Denmark, som har franchiserettighederne til  Hamleys i Norden.

Samtidig er Donald Nekman indtrådt i bestyrelsen for Kids Retail. (Børsen, p. 20).