OMGs Claes Braagaard bor i Sverige og arbejder i Danmark, så den skandinaviske tilgang er ikke fremmed for ham. Nu kan han så sætte en vaskeægte nordisk stilling på visit-kortet:
Claes Braagaard er blevet udnævnt til Chief Investment Officer for Omnicom Media Group i Norden.
Det er et job, hvor han får ansvaret for indkøb, optimering og accountability på tværs af grænserne. Målet er at styrke samarbejde og koordinering på tværs af grænserne. Men der er nok mere tale om evolution end om revolution, for samarbejde på tværs er ikke en ny ting.
“Den nuværende dynamik i media-landskabet tilbyder overvældende muligheder for annoncører, og jeg er glad for, at Claes har sagt ja til at overvåge vores nordiske handel for at sikre, at vores kunder profiterer af disse muligheder,” siger OMGs nordiske chef, Peter Gottfredsen.
Claes Braagaard har været hos OMG siden 2000. Siden 2011 har han også haft ansvar for OPera, der er OMGs nordiske specialist-enhed for accountability.