Click a Taxi vil gerne have millioner til markedsføring

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Taxi-app’ens konkurrenter har hver især skaffet ti gange så meget kapital. It-analytiker mener dog, at det kan tiltrække andre investorer til Click a Taxi.

Click a Taxi, der efterhånden er tilstede i 50 lande, bliver presset af udenlandske konkurrenter, som tyske Easy Taxi og israelske Gettaxi, der netop har fået henholdsvis 56 mio. kroner og 67 mio. kroner af investorer.

”Selvfølgelig er der pres på os fra de andre spillere på markedet. Jo flere penge, man råder over, jo hurtigere kan man løbe. Og det er klart, at vi gerne vil have den slags penge til markedsføring”, siger adm.dir. i Click A Taxi, Søren Halskov Nissen til Børsen.

Også engelske Hailo har været heldig at få fat i mange investeringskroner og er sammen med de to andre de bedst finansierede taxi-apps i verden.  

Hver især har de tre virksomheder rejst 225 mio. kroner, mens Click A Taxi har fået omkring 12 mio. kroner, bl.a. fra Tommy Ahlers, der er adm.dir i Podio.

Det behøver dog ikke at være et stort problem for Click A Taxi, at de indtil nu har skaffet færre penge end konkurrenterne, mener Andes Elbak, der er senioranalytiker i it-analysefirmaet IDC.

Han siger til avisen, at konkurrenterne selvfølgelig kan blive mere synlige gennem reklamer, men at Click A Taxi, så måske kan få fat i andre investorer, fordi de store investeringssummer, viser at det er et område, hvor man kan tjene penge.

Click A Taxi har oprettet et kontor i London netop med henblik på at skaffe yderligere kapital fra bl.a. de store venturefonde i Europa (Børsen, p. 16).