Clienti Aarhus udvider ledelsen

Peter Engholm
25@mail.dk

Den 10. medarbejder i det 2 år gamle bureau markerer en udvidelse af ledelsen. Han er hentet hos Heyday, hvor han havde ledelsesansvar.

Clienti Aarhus kom til verden for to år siden, med Jesper Søderberg som direktør og Kim Michael som kreativ direktør.

Bureauet er vokset løbende, og det gør ledelsen nu også. Man har således ansat Asger Munkholm Højfeldt, der får titel af Digital kontaktdirektør, og som bliver en del af Clienti Aarhus’ daglige ledelse.

”Med ansættelsen af Asger Munkholm Højfeldt bliver vi endnu bedre til at imødekomme både eksisterende og nye kunders fokus på sammenhængen mellem online og offline,” siger Jesper Søderberg og tilføjer:

”Mange virksomheder oplever ofte et dilemma, når det kommer til at skabe sammenhæng i kommunikationen. I en tid, hvor fart og forandring er de bærende konstanter, er det hver dag en kæmpe udfordring at holde sammen på det hele – lige fra hvordan man udtrykker sin unikke position til, hvordan man leverer den på alle platforme.”

Asger Munkholm Højfeldt har digital erfaring fra bl.a.n Dynamicweb, Norriq og DIS/Play. Han kommer senest fra et job som Client Service Director hos HeyDay i Aarhus, hvor han også var en del af ledelsen – med ansvar for alle, der arbejder med kundekontakten.

Han glæder sig til de nye udfordringer hos Clienti, Aarhus.

”For en som mig, der er opvokset digitalt, og kun har været på rendyrkede digitale bureauer, bliver det spændende at komme til et bureau, der tænker på tværs. Det med at have fokus på kunden og kundens forretning og se helheden og sammenhængen – før alt andet – er virkelig noget, der tiltaler mig. Det får jeg her,” siger Asger Munkholm Højfeldt og uddyber:

“Jeg er i den sammenhæng også sikker på, at min store erfaring med e-business og integration af kundernes ERP og backend-systemer, er dømt til at komme godt i spil.”