Gelato Group, der er en skandinavisk virksomhed, lancerer i dag en cloud-baseret løsning, som de selv omtaler som en slags deleøkonomi.
Ideen er, at systemet gør det muligt at bestille trykopgaver fra skrivebordet på bureauet eller i marketingafdelingen direkte til trykkerier i 40 lande verden over, som lover levering inden for 48 timer.
Systemet bygger på plugins til de førende grafiske programmer, så brugere af Gelato Cloud kan arbejde på trykklare skabeloner og sende printordrer med et enkelt klik.
For trykkeribranchen skal systemet gøre det langt nemmere at tjene penge på mindre og uregelmæssige ordrer. Samtidig får lokale trykkerier adgang til et stort marked gennem den globale ”print-sky”.
Dermed kan vejen være banet for, at et årelangt fald i både omsætning og bundlinje i trykkeribranchen kan vendes, vurderer Gelato Group.
“Vores forretningsmodel er som alle de andre nye virksomheder, inden for det man kalder ”collaborative consumption”. Vi ejer ingen printere eller trykkemaskinel, men forbinder kundernes behov med en enorm global ressource. Ved at fjerne en lang række forhindringer for både kunder og trykkerier satser vi på at sætte et markant aftryk på det 6000 milliarder kr. store globale grafiske marked,” siger Gelato Group stifter og CEO Henrik Müller-Hansen
Gelato Group satser på en firedobling af omsætningen i 2015 ifht. resultatet fra 2013. Løsningen lanceres i dag i Norge,
Sverige, Tyskland og Danmark, og i takt med at man kommer ud i flere markeder, er det virksomhedens mål at øge selve kategorien i markedet, hvor trykkeribranchen ellers har haft det svært i de senere år.
Gelato Group har hentet en anbefaling hos IT iværksætteren, Martin Thorborg.
“Det er præcis denne type innovation, der kan ændre et marked fuldstændigt på meget kort tid. Virksomheder, der ligesom Gelato er født digitale, gentænker produkterne med udgangspunkt i brugerbehov og ressourcer. De fungerer efter en moderne netværkstankegang og gør sig fri af den etablerede branches vanetænkning. Når man tænker på, at trykkeribranchen har kæmpet med indtjeningsevnen i årevis, kan denne nye kundevenlige tilgang være lige den medicin, der skal til,” siger Martin Thorborg.