& Co bag kampagne om deepfake-teknologi

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

& Co har for Patent- og Varemærkestyrelsen udviklet en kampagne, der skal være en øjenåbner for, at patenter, varemærker og designrettigheder let kan kopieres. Investor Mia Wagner er hovedpersonen – eller er hun? Se filmen her.

I en ny kampagne for Patent- og Varemærkestyrelsen har & Co skabt en tro kopi af iværksætter og investor Mia Wagner med den nyeste deepfake-teknologi, der er en form for kunstig intelligens.

”Kampagnen skal være en øjenåbner for, at vi i dag lever i en verden, hvor alt kan kopieres – og at det allerede har konsekvenser for danske arbejdspladser”, skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

Fra bureauets senior copywriter, Kristian Eilertsen,  lyder det:

“Vi havde en idé om at vise, hvor ubehageligt det er at blive kopieret. Prikke lidt til den der fornemmelse af, at tingene stikker lidt af, og hvor stiller det så egentlig mig som iværksætter og mindre virksomhed? Der kan Patent- og Varemærkestyrelsen nemlig hjælpe. Vi kiggede på deepfake, fordi det er både fascinerende og bekymrende på samme tid, og derfor kunne give vores fortælling den helt rigtige fornemmelse.”

Ved første øjekast ser og hører man i filmen, der er produceret af Copenhagen Visual Effects, iværksætter og investor Mia Wagner. Med et direkte blik på kameraet fortæller hun en hemmelighed. Men i virkeligheden er det ikke Mia Wagner.

Med kampagnen Beskyt dig selv. Beskyt din idé , ønsker Patent- og Varemærkestyrelsen at sætte fokus på, hvorfor det kan være livsvigtigt som virksomhed at tage stilling til patenter, varemærker og designrettigheder.

“Med kampagnen forsøger vi at vise, hvor let det er at blive snydt af en kopi, og det skal gerne være en øjenåbner for mange iværksættere og små virksomheder. De beskytter nemlig ikke deres forretning med rettigheder, som store virksomheder gør. Det kan meget vel koste værdifuld omsætning, omdømme og dermed medarbejdere,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Kun 12 procent af danske iværksættere og små virksomheder beskytter immaterielle rettigheder, og mere end 60 procent af de små virksomheder har kun har et lavt eller intet kendskab til immaterielle rettigheder viser en ny analyse, der er udarbejdet for Patent- og Varemærkestyrelsen.

Patent- og Varemærkestyrelsen skriver endvidere i sin pressemeddelelse, at tal fra den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, viser, at 11 forskellige sektorer årligt mister 4,2 procent af det direkte salg i Danmark på grund af kopivarer. Det svarer til 6,17 milliarder kroner i tabt salg for virksomhederne og knap 4000 tabte arbejdspladser i Danmark, skriver Patent- og Varemærkestyrelsen.

Ifølge investor og iværksætter Mia Wagner handler rettigheder om meget mere end at beskytte sin idé. Det handler også om at styrke sin forretning.

”Som investor er jeg meget optaget af, om man har taget stilling til sine rettigheder. Man skal kunne vise, at man har gjort sit hjemmearbejde. At man er foran. For som verden udvikler sig lige nu, er der ikke langt fra succes til fiasko, så det handler om at have styr på sine ting. Rettigheder kan ikke alene beskytte en virksomhed mod kopister, men kan også være forudsætningen for vækst og skalering,” siger Mia Wagner i pressemeddelelsen.

Fra Nynne Sille Hansen, stratest hos & Co lyder det:

“Det har været en interessant opgave at arbejde med B2B influencers på denne måde. Det var vigtigt at finde en person, som både har erfaring med at investere og på den måde har en troværdig stemme blandt de små og mellemstore virksomheder. Derfor er vi enormt glade for at Mia Wagner var villig til at være med og tilmed blive kopieret. Vi ville nemlig gerne bruge hende som mere end bare talerør. Vi ville gerne mere end blot at fortælle historien om at alt kan kopieres. Vi ville gerne vise det.”

Credits
Bureau: & Co.
Account director: Morten Fabricius
Account managers: Sarita Montenegro, Mette Riis Kruse
Head of brand activation & social: Morten Saxnæs
Strategist: Nynne Sille Hansen
Strategic planner: Katrine Thamdrup
Art director: Martin Storgaard
Copywriter: Kristian Eilertsen
Producer: Lene Meyer
DOP: Christian Gravesen
Editor: Søren Jespersgaard Albrechtsen
VFX: Copenhagen Visual Effects
VFX Supervisor: Christian Sjösted
CG Supervisor: Alex Oddbratt
Compositor: Melissa Moss VFX
Producer: Nina Strøm
Sound design: Samuel Lehn/ Supersonic

Sådan fungerer deepfake-teknologien
Deepfakes er manipulation af lyd og video ved hjælp af kunstig intelligens. Ved at manipulere allerede eksisterende video og lyd kan man med deepfakes skabe situationer, der aldrig har fundet sted. Deepfake-teknologien bruger typisk ansigtsgenkendelse og genskaber folks stemme og ansigt ved at indsamle allerede eksisterende fotos og lydoptagelser.

Softwaren bag deepfakes kan gennem mange små trin tegne et falsk billede fx af en person. Den bruger maskinlæring og kunstig intelligens til at bestemme, hvordan bestemte funktioner af en person ser ud som fx øjne, næse, kinder, hage, fordybninger, vipper, rynker, hudfarve mv. Når det er lært, kan softwaren tegne et nyt billede af personen med alle ansigtsegenskaberne og applikere dette billede på en anden person.

Kilde: Copenhagen Visual Effects