Awardshowet Eurobest, der blev afholdt i London torsdag aften, var en prægtig omgang for &Co.
Først og fremmest løb bureauet med 9 priser, hvoraf 2 var Grand Prix’er. Men ikke nok med det. Afslutningsvis til showet blev &Co. hædret som det tredje bedste reklamebureau i Europa.
Og for at det ikke skulle være løgn blev &Co.’s produktionsselskab, &Co. Productions, oven i hatten også kåret til Europas næstbedste produktionsselskab.
&Co. går dobbelt Grand Prix til Eurobest
Kåringen som Europas 3. bedste bureau er lavet af Eurobest på baggrund af antal shortlister og hvilke vundne priser, man har haft til dette års Eurobest. Adam&eveDDB, London blev nummer 1 og BETC fra Paris blev nummer 2 foran &Co.

Delegationen fra &Co. blev lidt paf, da de pludselig blev præsenteret som årets 3. bedste bureau i Europa fra scenen til Eurobest.
Bureaubiz fangede CEO hos &Co, Mikael Jørgensen, i lufthavnen på vej hjem fra London sammen med resten af &Co. delegationen, der stadig havde beruselse i blodet samt taskerne fulde af priser og international anerkendelse.
Mikael Jørgensen, hvordan føles det at blive kåret til Europas 3. bedste bureau?
”Jeg blev taget lidt på sengen, for kåringen kom som en komplet overraskelse. Men jeg må indrømme, at det føles fremragende – og på bureauet er vi alle sammen super stolte over den kæmpe anerkendelse, som det er. Der er aldrig noget dansk bureau, der har været oppe blandt årets bureauer i Europa før, så det er kæmpestort. Og oven i er vi også enormt glade for priserne vi vandt, så det kan næsten ikke blive større.”
Stoltheden er til at føle på hos &Co.’s medarbejdere. Her en Facebook-update fra bureauets social media planner Emil Towity.
Hvordan kommer det til at påvirke bureauet, at I nu er en sværvægter – ikke bare i Danmark – men også internationalt?
”At vi har opnået international succes med kampagner som All That We Share, DNA Journey og Help A Dane åbner selvfølgelig op for muligheden for at tiltrække flere internationale kunder – og danske kunder med internationale ambitioner. Vi har allerede en række internationale kunder, men vi vil gerne arbejde med endnu flere.”
Nu hvor I har bevis på, at I er et bureau i den internationale elite, kunne I så finde på at hyre internationale kapaciteter ind til at løfte jer op på et endnu højere niveau?
”Ligesom vi kan mærke interessen fra internationale kunder, kan vi da også mærke en stigende interesse fra internationale kreative. Så at hyre nogen udefra kunne vi da sagtens finde på. Men når det er sagt, så er det ikke fordi vi går og mangler folk. Bare det sidste år er vi vokset rigtig meget. Og I vores kreative afdeling har vi allerede nogle af branchens tungeste folk. Hos os ser man jo mange senior kreative, der tidligere har været kreative direktører andre steder. Så vi har allerede hævet både top- og bundniveau betragteligt.”
Hvis vi kigger på den danske reklamehistorie, så har I haft det vel nok bedste år, som et dansk bureau nogensinde har haft. I særdeleshed udenfor landets grænser. Kan det ikke afstedkomme en grad af præstationsangst i forhold til at skulle leve op til egne meritter?
”Jeg tror faktisk ikke, at det vil føre til nogen form for præstationsangst. Vi ser jo bare de her priser og kåringer, som em slags icing on the cake, der beviser at vi har lavet gode ting sammen med vores kunder. Vores fokus er og har altid været at lave de bedste løsninger til vores kunder. Og at nogen efterfølgende vil belønne det som fremragende arbejde, er en ekstra bonus for både vores kunder og for os. Og det jeg hører, og kan fornemme udfra stemningen på bureauet, er, at anerkendelsen og medgangen, som vi oplever for tiden, bare motiverer vores folk til at prøve at lave endnu bedre løsninger.”
Men hvordan følger man dog op på et dunder-år, som det I har haft i reklame-året 16/17?
”Vi vil fortsat være ydmyge og gøre vores bedste for at løse vores kunders udfordringer, med det vi kan bidrage med. Og vi vil forsøge at bruge det gode momentum til at gøre os endnu mere umage.”