& Co køber DDB ud

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

For 10 år siden skabte profiler fra DDB et nyt bureau, &Co, og DDB ejede fra starten majoriteten i bureauet. Nu har ledelsen i &Co købt DDB ud.

Efter 10 års samhørighed er familieskabet imellem & Co. og DDB ophørt.

Det er sket, efter at ledelsen i & Co – der består af adm.direktør Mikael Jørgensen og de to kreative direktører, Robert Cerkez og Thomas Hoffmann – har købt DDB-netværkets ejerandel.

Sidstnævnte ledsagede kækt begivenheden på sin Facebook-profil med følgende: “Freedom at last ;-)”.

Mikael Jørgensen takker for det lange partnerskab med DDB – og kigger frem:

“Vi har store ambitioner for & Co. Ambitioner, vi gerne selv vil leve ud. Vi vil gerne have fuldstændig kontrol over de beslutninger og muligheder, vi vil forfølge i et kommunikationsmarked, der er mere spændende og rummer flere muligheder end nogensinde før. Så vi siger tak for et godt samarbejde og glæder os meget til de kommende år, hvor vi vil intensivere udviklingen af bureauet og tænke i flere nye kompetencer, der kan styrke & Co. i markedet,” siger Mikael Jørgensen.

En udvikling i form af nye kompetencer ses også på hos den sælgende part. Johnny Henriksen, adm. direktør i DDB Danmark, følger op således:

“Vi er i fællesskab blevet enige om, at tiden var rigtig og moden til, at ledelsen i & Co kunne købe DDB’s majoritet i selskabet. & Co har altid været et selvstændigt drevet bureau, og det er derfor både rimeligt og fair, at de nu efter så mange år får mulighed for at blive “herre i eget hus”. Dernæst er den strategiske betragtning fra DDB’s side, at vi har allerede har ét stærkt bureau i gruppen, nemlig DDB og det giver mere mening for os at fokusere på at tillægge komplementære kompetencer og dermed udvikle gruppens samlede komptencesæt”.

“Herre i eget hus” betyder i den forbindelse ikke, at & Co flytter fra St. Strandstræde. Bureauet bliver boende.

Af seneste regnskab kan man læse, at & Co i 2009 ikke havde et af sine allerbedste år, men at det nu stadig er et veltjenende ét af slagsen.

Ingen af parterne ønsker at oplyse prisen for handlen.