Coca-Cola flytter fra Saatchi til Reputation

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauskiftet skyldes omstruktureringer inden for Publicis og dækker implementering i de fire nordiske lande.

Saatchi & Saatchi har kunnet glæde sig over en short-liste på deres Slurp-projekt i biografer, hvor biografgængere klippes ind i en forfilm for på den måde at opfordre til ikke at forstyrre filmen.

Desværre må de samtidig vinke farvel til kunden. Som led i omstruktureringer hos Publicis flyttes Coca-Cola fra Saatchi til Reputation.

”Aftalen gælder som udgangspunkt localization af de globale kampagner i Nordens fire lande. Men som over for alle vore andre kunder, føler vi en forpligtelse til løbende at skyde ind med stærke, kreative idéer, når der ligger et uudnyttet kommercielt potentiale for brand’et”, siger Alexander Peitersen, Reputation, i en pressemeddelelse, mens Media Manager, Morten Funch fra Coca-Cola tilføjer:

”Aftalen omfatter Coca-Cola Regular, Coca-Cola Zero, Coca-Cola Light, Sprite, Fanta, Powerade, Nestea og Glacéau vitaminwater og er allerede skudt i gang med bl.a. Fanta Play og Coca-Cola FIFA kampagner, der hen over sommeren vil kunne ses og opleves i de nordiske lande.”