Coca-Cola Europe lægger nu op til at effektivisere sin egen organisation. Og som næsten altid er effektvisering lig med afskedigelser.
Der er ca. 1700 medarbejdere i de 38 lande under Coca-Cola Europe, og marketing fylder en stor del af disse stillinger. Ifølge engelske Brandrepublic kan effektiviseringerne påvirke op til 150 stillinger.
“Forandringerne, vi har annonceret, vil forenkle måden vi gør forretning på og gøre os mere effektive ved at øge hastigheden til markedet og tillade os at øge omfanget af vores aktiviteter,” siger Coca-Cola Europe’s øverste chef, Dominique Reiniche.
Ingen stillinger er fredet på forhånd – og det gælder også marketingdirektør positionerne.
Coca-Cola er en franchisemodel og derfor er produktionen ikke omfattet af spareplanerne. F.eks. står Carlsberg for produktionen i Danmark.
Der er nu en høringsproces i gang, og derfor har Coca-Cola ikke yderligere kommentarer.
Der er dog næppe tvivl om, at der står øget centralisering på programmet, og Brandrepublic nævner da også muligheden for at gøre London til et “marketinghub” .
En mere centraliseret styring af markedsføringen foregår dog allerede gennem de såkaldte Charters, der sigter mod at sprede gode erfaringer fra et område til andre og derigennem udnævne lead-områder. F,eks. spiller Coca-Cola i Norden sammen med Grey København en betydelig rolle på markedsføringen af Coke Zero.
Den danske kommunikationsdirektør, Mikael Bonde-Nielsen, siger, at det ligger fast, at Charter-modellen fortsætter.
“Men hvordan den så skal udfolde sig – det er der ikke besluttet noget om”, siger Mikael Bonde-Nielsen.
Brandrepublic nævner også muligheden for at effektiviseringen kan få selskabet til at søge bureauer, der tilbyder full-service.