I 2014 skiftede Cocio leadbureau fra Co+ til DDB Copenhagen. Og sidste forår lancerede parterne officielt den platform, der skulle bringe den danske chokolademælk ud i verden.
’Nothing but great taste’ hedder platformen, der bl.a. rummer reklamefilm og content-videoer til sociale medier.
Nu følger så et nyt bureau-valg, der er below-the-line orienteret.
”Vi har valgt Adtomic til at hjælpe os med at sætte retning på vores instore-aktiviteter på internationalt plan,” siger Carsten Mortensen, der er Senior Global Brand Manager hos Cocio.
Cocio har de seneste otte år været 100 pct. ejet af Arla, som har et flerstrenget samarbejde med Adtomic.
”Vi kontaktede Arlas Marketing Exellence Team i Viby og fik en liste, hvor bl.a. Adtomic stod. Bureauet kender drikkevare-kategorien internationalt, via et langt samarbejde med Carlsberg. Og vi valgte dem til bl.a. at opdatere vores instore toolkit og kommunikation,” siger Carsten Mortensen.
Han understreger, at DDB uforandret er Cocios leadbureau, og at samarbejdet har været godt:
”Nothing but great taste har leveret stærke resultater i diverse trackings og især på de sociale medier. Det kan jeg sige i al ubeskedenhed, for jeg tiltrådte efter lanceringen,” siger Carsten Mortensen og tilføjer:
”Det er primært et Above the Line-univers, som kommer til kort, når det gælder om at vække købsbehovet i butikken. Og vi erkendte, at vi skulle blive mere shopper-centric i vores Below the Line-kommunikation. Der skal være genkendelighed på tværs af kanaler, men ikke ensartethed – det vigtigste er, at kommunikationen foregår på det enkelte medies præmisser.”