Cookies-panik afblæst

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Men kun for en stund. Selvom IT- og Telestyrelsen lige nu har lagt bødeblokken i skuffen, så er de nye regler på vej, og der al mulig grund for alle sites til at forberede sig.

Cookies er for de fleste et noget abstrakt og kompliceret begreb. Det er ikke desto mindre et helt centralt værktøj for alle hjemmesider, og derfor har et nyt EU-direktiv om information og samtykke fra brugerne på cookie-anvendelse skabt en uoverskuelig situation.

Bl.a. fordi Direktivet træder i kraft d. 25. maj, men der er fortsat uklarhed om, hvordan det bliver fortolket, og de færreste er følgelig klar til at leve op til det.

Men nu maner IT- og Telestyrelsen til besindighed. Styrelsen står ikke klar med bødeblokken d. 26. maj.

Det kom frem i går på årsmødet i Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM).

IT- og Telestyrelsen er endnu ikke klar med bekendtgørelsen, og kontorchef Kresten Bay manede derfor til besindighed. Man forventer ikke, at alle sites har implementeret de nye regler d. 25. maj, og han understregede, at man selvfølgelig vil gennemføre processen, så sites har en rimelig chance for at implementere reglerne.

Det var den gode nyhed.

Men samtidig stod det på mødet lysende klart, at man ikke af den grund skal læne sig tilbage og vente. Reglerne kommer – og de bliver reelt kun begyndelsen. Datatilsynet er også i gang med en proces, der kan påvirke sites, og i det hele taget er der meget betydelig politisk opmærksomhed omkring forbrugernes privatsfære i forbindelse med internettets mange muligheder for at opsamle informationer og anvende dem.

Derfor kan alle, der arbejder med sites – lige fra medier til e-handel og andre virksomheder – lige så godt komme i gang.

IT-Telestyrelsen ser ud til at have en god og konstruktiv dialog med interessenter samt en forståelse for kompleksiteten, så der er god chance for, at bekendtgørelsen vil rumme en fortolkning af Direktivet, der bliver til at arbejde med frem for at blive alt ødelæggende.

Så selvom man ikke kender den præcise udformning endnu, er der mange muligheder for at forberede sig og tage skridt til at formulere politikker omkring cookie-anvendelse samt informere brugerne på sitet.

Advokat Mads Nygaard Madsen fra Horten gennemgik på mødet situationen og fremlagde en række muligheder for at gå i gang med arbejdet – forslag som fik Kresten Bays klare anbefaling.

Kompleksiteten i problemstillingen omkring cookies var meget tydelig på mødet. Cookies kan nemlig bruges til rigtig mange gode ting – faktisk vil det være sådan at det kræver en cookie, hvis man vil framelde sig et konkret sites placering af cookies på ens computer.

Men cookies kan også bruges til at trænge dybt ind i folks privatliv.

Derfor er det reelt de mere avancerede anvendelser af cookies, der udgør problemstillingen – mere end cookies i sig selv.

I USA retter diskussionen sig mere mod etableringen af en slags “privacy rights” – altså anvendelsen af informationer frem for anvendelsen af teknologi.

Derfor var Kresten Bays budskab da også, at man kan nå langt ved at bruge sin sunde fornuft og være opmærksom på forbrugerperspektivet i den måde, man anvender cookies på.

Selvregulering vil være en meget god ide, og budskabet var klart: Der går ikke mange år, før branchen vil komme til at sidde over for endnu skrappere reguleringer, hvis ikke man erkender, at man skal håndtere internettets mange muligheder for dataopsamling op målretning af markedsføring med respekt for forbrugerne.

Det er kort og godt helt nødvendigt med en etisk diskussion blandt alle, der arbejder med sites.

Hos FDIM arbejder man med en række initiativer – bl.a. en mærkning, som medlemmerne kan bruge til at signalere, at man lever op til reglerne.

Også FDIMs initiativer fik opbakning fra Kresten Bay, der understregede, at selvom den endelige udformning endnu er ukendt, så ville initiativer ikke være skønne spildte kræfter.

FDIM har bl.a. oprettet sitet www.minecookies.org