Coop satser på synlighed fremfor kreativitet

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Sammenlægningen af alle Coops marketingafdelinger frigiver ressourcer til synlighed. Marketingdirektør Pia Niemann vil nemlig hellere bruge penge på medier end på kreative løsninger.

Coop tager nu endnu et skridt imod ét samlet Coop og samler marketing i én afdeling. Det åbner op for nye markedsføringsmuligheder, fortæller marketingdirektør Pia Niemann:

”Formålet er at skabe størst mulig synergi internt, så vi kan få størst mulig synlighed eksternt. Eller sagt på en anden måde: Vi vil bruge færre penge i baghaven, så vi kan bruge flere i forhaven.”

Sammenlægningen vil altså afstedkomme stordriftsfordele, besparelser i produktionskroner og mulighed for fællesannoncering på tværs af Coop og kæder, hvilket frigiver flere mediekroner.

”Man kan bruge sine penge på kreative løsninger, herunder filmproduktionsselskaber, reklamebureauer og fotografer, eller man kan bruge dem på medier. Jeg vil hellere bruge pengene på sidstnævnte, dvs. alt fra sociale og digitale medier, herunder bannere til traditionelt TV og radio. Det handler helt grundlæggende om at øge vores synlighed overfor forbrugerne,” siger Pia Niemann, der tidligere har været kontaktdirektør for reklamebureauet DDB Copenhagen.

Hun fortsætter:

”Planen er at blive mere effektive i måden, vi bruger vores marketingbudget på. Der er budskaber som f.eks. dyrevelfærd, økologi og kemi, som alle Coop’s brands og kæder kommunikerer jævnligt. Det er da oplagt at samarbejde på tværs om den slags budskaber,” siger Pia Niemann.

Får sammenlægningen nogen betydning for jeres leadbureau Konstellation & Republica?

”Vi går ikke ud og ændrer på vores bureausammensætning på nuværende tidspunkt, men intet i verden er mejslet i sten. Ting kan ændre sig i bureausamarbejder og ingen ved, hvordan det ser ud om 5 år, men lige nu er Konstellation & Republica vores samarbejdspartner,” siger Pia Niemann.

Ét Coop
Et samlet Coop er en del af den strategi, som Coops formand Lasse Bolander er blevet genvalgt på.

I september 2016 gennemgik Coop en større organistionsændring, da man samlede marketingafdelingerne for SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’Brugsen under ledelse af marketingdirektør Pia Niemann.

Nu følger Fakta og Coops eget brand trop, hvorfor Pia Niemann også får til opgave at varetage udviklingen af Coop som masterbrand. Irma vil dog forsat stå selvstændigt tilbage.

Kunderne vil fortsat møde de forskellige kæder og brands, men bag kulisserne bliver organisationen forenklet og arbejdet effektiviseret via et større tværgående samarbejde. Der vil altså ikke blive tale om en sammenslutning af kæderne under ét fælles navn.