Coop opretter sin egen nej tak-ordning, så kunderne i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta, kan nøjes med at få nøjagtig de tilbudsaviser, de ønsker.
Ordningen, der starter den 1. januar 2016, hedder denlillepostkasse.dk og der er indgået samarbejde med Post Danmark, som fremadrettet vil sende Coops tilbudsaviser ud.
”Vi ønsker, at alle, der ønsker vores tilbudsaviser, får dem. På den anden side ønsker vi ikke at sende tilbudsaviser til kunder, der ikke ønsker dem. Så dette er en miljørigtig og kundevenlig løsning, der på sigt muliggør, at hver tilbudsavis er mere målrettet mod den enkelte husstand” siger Coops kommercielle chef, Kenneth Melchior.
Coop begyndte i maj måned sidste år at give sine kunder tilbud om at vælge mellem tilbudsaviserne via NejTak+, som ejes af FK Distribution, men det samarbejde er så ophørt igen.