Dansk Supermarked har markedsført sig dobbelt så meget som Coop i årets første 10 måneder.
Det viser en opgørelse fra TNS Gallup, som Dansk Handelsblad er opdragsgiver til.
Ifølge opgørelsen har Dansk Supermarked i bruttobeløb – dvs. uden eventuelle rabatter – brugt 406 mio. kr. på markedsføring i år, mens Coop har brugt 221 mio. kr.
Dansk Supermarked har allerede i årets første 10 måneder øget sit forbrug med 100 mio. kr. i forhold til hele 2013, mens Coop sidste år brugte godt 300 mio. kr. Et beløb, som de ikke når op på i år.
Det bekræfter kommunikationsdirektør i Coop, Karin Hindkjær over for Dansk Handelsblad:
”Det er korrekt, at vi i Coop har været tilbageholdende med reklameforbruget i 2014. Året har været karakteriseret af formulering af ny strategi og retning for både Coop og flere af kæderne. Derfor har det ikke givet mening at satse kraftigt på markedsføring i år. Vi kan med glæde konstatere, at vi alligevel har formået at øge markedsandele hen over året.”
Begge kæder siger i øvrigt til bladet, at de har oplevet begrænset vækst.
Rema øger omsætning med lavt markedsføringsbudget
Ligesom Coop melder ud, at de har oplevet en øget vækst i markedsandele på trods af et mindre markedsføringsbudget, så oplever Rema 1000 også en øget vækst trods et lille markedsføringsbudget.
De seneste fem år har Rema 1000 stort set fordoblet sin omsætning og passerer i år for første gang 10 mia. kr. Dermed nærmer de sig det mål de selv har sat: At blive blandt landets tre største kæder næste år.
Remas markedsføringsforbrug ligger til gengæld i bunden. Med et bruttobeløb på 22 mio. kr. de første 10 måneder, når de ikke ind på top-10 listen over de dagligvarekæder, som bruger mest på markedsføring.
Reklameforbrug per kæde de første 10 måneder af 2014:
Bilka | 168 |
Føtex |
108 |
Netto | 94 |
Kvickly | 60 |
SuperBrugsen | 55 |
SuperBest | 39 |
Fakta | 36 |
Lidl | 33 |
Aldi | 32 |
Irma | 32 |
Rema 1000 | 22 |
Spar | 18 |
Kiwi | 12 |
Kilde: Dansk Handelsblad