Magtspillet mellem dagligvare-giganterne og deres leverandører bryder ind imellem ud i egentlige stridigheder.
Således også i foråret, hvor Coop meldte Carlsberg ud af de varer, man satser på. Man kan fortsat få de klassiske produkter, men en række niche-produkter er ikke kommet ud i Coops kæder og man har heller ikke oplevet Carlsberg og Tuborg på tilbudshylderne.
Med en sådan strid får man evalueret, hvem der har mest brug for den anden. Umiddelbart vil leverandøren være mest i skudlinjen, men kæderne kan også risikere, at salget i kategorien lider.
Nu fremlægger Børsen nogle tal for udviklingen hos Carlsberg, der peger på, at det har været kostbart for bryggeriet.
Ifølge avisen er Carlsbergs markedsandel i årets første 10 måneder faldet med 3,2 til 46,6. Ser man i stedet på markedet uden Coop, så er den faktisk steget.
Modsat beklager Coop sig ikke. Ifølge selskabets informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, har supermarkedskæden ikke lidt nød ved at måtte undvære at tilbyde Carlsbergs produkter til kunderne. Andre har stået på spring.
“Vi har et ret neddroslet samarbejde med Carlsberg, der har betydet et stærkt stigende salg af andre produkter,” siger Jens Juul Nielsen til Børsen.
Samtidig fortæller avisen, at striden nu ser ud til at nærme sig en ende.
“Det kræver, at to parter bliver enige. Vi har også en god dialog, og begge parter ser på det sådan, at vi kun mangler at få enderne til at mødes for at kunne lukke aftalen,” siger Carsten Hänel, adm. direktør i Carlsberg Danmark.