&Co’s nordiske alliance køber reklamebureau

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Syv bureauer i Danmark, Sverige og Norge gik i begyndelsen af året sammen i The North Alliance. Fra starten blev det indikeret, at der manglede en brik – og den er på plads nu.

&Co har fået endnu en makker. I januar blev det danske bureau solgt for i samme moment at købe sig ind i NoA, The North Alliance – en bureau-familie, der foruden &Co tæller fem svenske bureauer – herunder ÅkestamHolst – og et norsk.

I forbindelse med lanceringen blev det antydet, at syv medlemmer i første omgang var lige et enkelt for lidt – der manglede et norsk reklamebureau. Og det har man nu fået i form af det Anorak, der af NoA selv også betegnes som et kreativt digitalbureau.

”Målet har været, at det nye bureau fuldt ud skal matche vores bureauer i Sverige og Danmark. Og med Anorak på holdet har vi fået et bureau, der leverer kreativ kommunikation på højt plan, hvor målgruppeindsigt ofte hænger sammen med stærkt innovative teknologiske løsninger. Vi har store ambitioner med Anorak, der har et perfekt udgangspunkt for at videreudvikle sig både fagligt og økonomisk,” siger Thomas Høgebøl, tidl. CEO for McCann Northern Europe og initiativtager til NoA – i samarbejde med Helge Onsum og kapitalfonden Capman.

Både &Co og ÅkestamHolst har i deres respektive lande fået titel af Årets Bureau, og de hentede til sammen seks løver i Cannes og to Grand Prix’er i New York Festivals.

NoA har en kundeliste, der bl.a. tæller SAS, Ikea, Absolut, Telenor, Dong, Carlsberg og FIFA. Anorak arbejder for kunder som GoreTex, MatPrat og Evo Fitness og står også bag en præmieret kampagne for Kaizers Orchestra.