Creative Circle jury kritiseres for at mangle digital forstand

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hello Mondays Google demo slam klarede sig godt ved fredagens uddeling af Creative Circle Awards – men ikke nær så godt, som de burde, mener en af konkurrenterne.

Da Kim Jong Andersen fra DDB for nylig var ude med en skarp kritik af den digitale pris, DIA, fremhævede han bl.a. Hello Mondays arbejde for Google under titlen “demo slam”.

Det var ikke engang tilmeldt DIA, men nomineret til Creative Circle, som han anførte.

Kim Jong mener, at Hello Mondays Google-arbejde har en kvalitet, som gør, at det kan give opmærksomhed internationalt – hvilket hører til sjældenhederne blandt de danske arbejder.

Så selvom Hello Monday scorede både sølv og bronze i fredags, så undrer han sig såre og han mener, at det afspejler en manglende digital forståelse blandt dem, der bedømmer det digitale arbejde i Creative Circle Award.

“Jeg kunne forstå resultatet, hvis man så hen over vinderlisterne og oplevede, at alt det andet stak voldsomt meget ud. Men det synes jeg ikke er tilfældet – Hello Mondays Google demo slam er for mig at se noget af det bedste og mest visionære digitale arbejde man kan se i øjeblikket, og jeg synes helt ærligt, det virker noget fedtet, at man ikke belønnede dem med en af de ellers sparsomme guld-priser,” siger Kim Jong Andersen og fortsætter:

“Det ser for mig ud til, at de digitale arbejder bedømmes af nogle mennesker, som ikke har uddannelsen og erfaringen til at bedømme kategorien. De kan se strategien og kreativiteten, men har ikke forståelse for den tredje dimension i form af teknologien, der også er et medie. Det er ikke kun et spørgsmål om teknologisk eksekvering – det er et spørgsmål om at forstå samspillet mellem strategi, kreativitet og teknologi.”

Han tror meget på, at Google demo slam vil komme til at gøre sig stærkt internationalt.

“Det er selvfølgelig altid svært at forudsige, hvordan noget vil klare sig i Cannes, men kigger man på Webby Awards, så gør arbejdet sig godt gældende, og det er en meget god indikation,” siger Kim Jong Andersen.

Anders Wik, der har ansvaret for den digitale konkurrence i Creative Circle Award, er enig med Kim Jong Andersen i, at teknologien er en parameter, der skal indgå i bedømmelse.

“Men jeg synes ikke, at kritikken af juryen er rimelig. Det er tidligere vindere af Creative Circle Award og de bedste folk man kan finde i Danmark. Desuden sker der en udskiftning fra år til år, i forhold til, hvem der har gjort sig bemærket,” siger Anders Wik og tilføjer:

“Selvom teknologien skal spille en rolle, så skal det primære fokus i Creative Circle Award være på, om det er en original og nyskabende ide, der passer til kontekst og er sublimt eksekveret.”

Han er enig i, at Hello Mondays arbejde for Google demo slam er et meget flot arbejde.

“Det er meget svært at få guld i Creative Circle Award, og der blev ikke givet nogen i år. Hello Monday fik både en sølv og en bronze for Google, så arbejdet er blevet bedømt meget højt. Om det så skulle have været guld bliver en personlig vurdering blandt jury-medlemmerne,” siger Anders Wik og tilføjer, at arbejdet meget vel kan være blandt de få, der vil gøre sig stærkt bemærket internationalt.

“Den slags forskelle mellem en national konkurrence og en international har altid optrådt og vil også gøre det igen.”

Et eksempel er Framfab og Lars Bastholms arbejde for Nike med Ronaldinho, der ikke blev shortlistet men vandt Grand Prix i Cannes.