Creuna bliver strategisk partner for stort trafikselskab

Peter Engholm
25@mail.dk

Ryd op, skab overblik og få bragt dem op på et strategisk plan, der spiller sammen med forretningsstrategien. Således lyder opgaven til Creuna.

”Vi har en masse online-aktiviteter uden sammenhæng. Dem skal der de kommende måneder ryddes op i, og vi skal have en prioriteret indsats for hele Arriva,” siger Thomas S. Hedegaard, kommerciel direktør hos Arriva Danmark.

Danmarks største kollektive transportselskab har i den forbindelse – og efter ”en afsøgning af markedet” – valgt Creuna som strategisk partner.

Det er nyt, at selskabet vælger en overordnet bureau-partner. Arriva har flere bureausamarbejder, men Thomas Hedegaard oplyser, at de er af mere afgrænset og mere eksekverende karakter.

”Creuna skal hjælpe os med en komplet ny online-strategi – og når den ligger klar over 3½-4 måneder, så er målet at lave et roadmap med en prioriteret indsats for de kommende to år,” siger Thomas Hedegaard.

Han fremhæver Creunas fokus på brugere og kundeoplevelser samt en forretningsmæssig tilgang som årsagerne til valget – et valg, der må siges at passe Creuna svært godt, al den stund at det er bureauets erklærede ambition at spille en overordnet, tilrettelæggende rolle hos kunderne.

”Vi glæder os til at samarbejde med Arriva om deres fremtidige digitale strategi. Arriva har nogle ambitioner og forretningsmæssige mål, der i høj grad kan styrkes gennem digitale tiltag, og vi ser frem til at hjælpe med at skabe den bedste digitale oplevelse for deres kunder,” udtaler Astrid Simonsen Joos, CEO hos Creuna.

Som en del af opgaven med at hjælpe Arriva med at udvikl den digitale strategi og nå fremtidige digitale mål skal efterspørgslen på virksomhedens services øges – og onlineaktiviteterne skal strømlines og optimeres på tværts af kanaler – med brugervenlighed i fokus.