Cult har fået ny marketingchef

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den nye marketingchef er fundet hos Arla, hvor han var commercial innovation manager. Skiftet lægger ikke op til forandringer i tilgangen til bureauer.

”Der er mere vildskab i Cult end i Arla”, siger Karsten Jeppesen som begrundelse for, hvorfor han har skiftet mælken ud med energidrikke.

Han er netop startet som ny Head of Marketing for energidrikkefirmaet og erstatter Rikke Friis Ingø, der var i jobbet i et års tid.

Karsten Jeppesens opgave bliver at føre en ny strategi ud i livet.

”Jeg kan ikke sige så meget om det, men det handler om at vi fremover vil fokusere på bestemte markeder, hvor vi kan se et vækstpotentiale. I første omgang har vi udvalgt fem markeder,”” siger Karsten Jeppesen, der tidligere har været marketingchef i Shoe-d-Vision og på Jyllands-Posten. Senest kommer han fra et job som commercial innovation manager hos Arla.

Når der kommer en ny marketingchef i en virksomhed, kan der være en chance for nye bureauer for at komme til fadet.

Men ikke hos Cult, der styrer stort set alt inhouse og med Karsten Jeppesen vil fortsætte den stil.

”Cult har stort set aldrig brugt reklamebureau og det tiltalte mig faktisk. Jeg er heller ikke selv superbruger af bureauer, jeg vil gerne lege med det kreative sammen med mine kolleger” siger den nye marketingchef .

Desuden skal det ofte gå hurtigt at få nyt materiale ud til butikkerne og så er det praktisk selv at stå for det, tilføjer Karsten Jeppesen.

Det er dog ikke helt rigtigt at man slet ikke bruger bureauer. OnAd, der ejes af stifteren, Brian Sørensens bror laver mange opgaver for Cult. Desuden laver Tranbjerg ind i mellem analyser omkring trends og tendenser.

”Vi bruger faktisk også mediebureau til at rådgive om hvor vi skal markedsføre os overfor vores målgrupper, men det er på ad-hoc basis og ikke et bestemt mediebureau vi arbejder med.”

Cults marketingafdeling består af 10 personer og derudover er der omkring 8 ambassadører, der er ude på diskoteker og festivaler, samt en gruppe på 40 freelancere, der kan hyres ind.