Dén ville jeg ønske, at jeg havde lavet. Carsten Schiott

Peter Engholm
25@mail.dk

Abonnent på Politiken? Ja, man undres over, at man er det. Indtil at man kommer i tanke om reklamerne.

Bureaubiz fortsætter serien “Dén ville jeg ønske, jeg havde lavet”, hvor kreative sætter fingeren på et stykke overbevisende kommunikation, der kun har én større ulempe: At det ikke er lavet af dem selv – eller af nogen på deres bureau.

Christian Grau – freelance-tekst og institutbestyrer på Kreativ Basis, DGH – bøjede sig for den staying power, der ligger Oddset-kampagnen fra BBDO. Bolden er hermed afleveret til BBDOs kreative direktør, Carsten Schiott, der i første omgang har mange, han gerne vil spille videre til, når han skal fremhæve et stykke kreativt arbejde:

“Danbolig, Fakta, Danske Bank, Toyota, Ja – selv Harry er jo netop grunden til, at jeg kører helt ind på arbejde om morgenen, i stedet for at lave en u-vending på motorvejen og åbne en hundepension. Fordi jeg vil ind og lave noget, der er mindst ligeså godt,” siger Carsten Schiott.

Men da serien hedder “Dén ville jeg ønske …” og ikke Dem, så peger han på Propaganda McCann og en – ifølge Schiott – lidt overset kampagne.

“Den ca. et år år gamle kampagne fra Politiken, hvor potentielle abonnenter sviner avisen til. Og det spot, hvor VO’en slutter med 2 måneders feministisk bøsseævl kun 370 kr.“, siger Carsten Schiott.

Sætningen repræsenterer en selvironi, der er mere end bare almindeligt udfordrende:

“Jeg er stenstikker på, at der ude på Handelshøjskolen findes en eller anden foredragsrække, hvor marketingfolk in spe lærer, at man i massekommunikation “aldrig må tale negativt”. Hverken om konkurrenter – og da slet ikke om eget produkt. Det er selvfølgelig noget eklatant vrøvl, hvilket Politikens kampagne beviste med bravour. Samtidig var filmene fremragende instruerede, og det var klasse at bruge Thøger Seidenfaden som VO,” siger Carsten Schiott.

Også på et overordnet plan er der roser til Politiken – eller nok snarere: til kampagnen for dagbladet:

“Det fine ved kampagnen var også, at det på én gang var en rekrutteringskampagne og en loyalitetskampagne. Jeg er i hvert fald til min daglige store undren selv Politiken-abonnement, og er altid lige ved at melde avisen fra. Men så tænker jeg på reklamerne … Og at lave reklamer, der er bedre end det produkt, de reklamerer for. Det er altså godt”, siger Carsten Schiott.