Da Danmark lukkede ned, var Bolia og Uncle Grey på vej til Sverige

Emil Malte Simonsen,
emil.s@bureaubiz.dk

Bolia plejer at skyde al reklamemateriale til hele året sammen med Uncle Grey på én gang i foråret. I år var lokationen Gotland i Sverige. Startdatoen 11. marts. Kun et tæt samarbejde og projektstyring uden slinger i valsen kunne redde produktionen.

Den danske designvirksomhed Bolia har længe været samarbejdspartnere med det kreative bureau Uncle Grey.

Det er i år 8. gang, de to arbejder sammen om at skabe en massiv produktion, hvor alt content til året produceres på én gang. Fra lookbook til brandbook, kampagner, videomateriale, designerinterviews og indhold til sociale medier.

Tre uger inde i produktionen, der havde været planlagt siden august, skulle 3 medarbejdere fra Bolia, 5 medarbejdere fra Uncle Grey, og et produktionshold på 30 personer to uger til Gotland i Sverige for at eksekvere anden halvdel af produktionen.

At trække stikket og starte fra bunden
Vognene med udstyr og regi var på vej, da Mette Frederiksen meddelte, at grænserne skulle lukkes. En rask beslutning blev taget i fællesskab af Uncle Grey og Bolia: stikket måtte trækkes.

Alle biler blev vendt om, crewet hevet hjem og udstyret lagt på plads, mens hoveder blev lagt i blød. Der var både en økonomisk grænse og en deadline, der skulle overholdes. Men verden var for en stund gået i stå, så der var ikke andet at gøre end at finde alternativer.

”Efter at have omskrevet drejebøgerne igen og igen i de første fire uger af lockdown, mens reglerne konstant blev ændret, besluttede vi sammen med Bolia at fortsætte produktionen – men naturligvis med corona-forbehold,” fortæller Josephine Winther-Poupinel, COO i Uncle Grey, og fortsætter:

”Den tidligere kreative proces var startet allerede i august, mens pre-produktionen havde været i gang siden december, så vi blev nødt til grundlæggende at gentænke hele produktionen. Vi startede sådan set fra bunden med en produktion i størrelsesorden på 35 mennesker, der skulle klares på 32 dage. Det kræver altså noget arbejde og noget planlægning at få til at løbe rundt, når vi manglede tre uger af produktionen da lock-down satte ind.”


Josephine Winther-Poupinel, COO hos Uncle Grey

Held i uheld
Gotland blev skiftet ud med Sjælland – nærmere bestemt hos produktionsselskabet The Lab, der er tæt samarbejdspartner, og har været en del af produktionen i alle 8 år.

700 liter kaffe, 18.000 billeder og 120 timers film senere var det et wrap. Alt, der skulle bruges, var kommet i hus til tiden og til det aftalte budget. Men fordelt over langt mere plads, end de normalt ville have brugt, for at overholde reglerne. Ifølge CMO hos Bolia, Line Bering Larsen, gik det ikke ud over kvaliteten, og der er kun meget lidt af deres produktion, der ikke blev til noget:

“Vi måtte tænke anderledes med de resterende midler. Det vigtigste er jo, at alle havde det godt med at være der, og at alle forholdsregler blev taget. Men man ville ikke tro, at det var en corona-produktion, når man ser resultatet. Vi er på ingen måde gået på kompromis med vores koncept.” 


Line Bering Larsen, CMO hos Bolia

Men det lod sig kun gøre, siger Josephine Winther-Poupinel, fordi alle involverede udviste en omstillingsparathed, der nok ikke havde været mulig før corona-krisen.

”Det var på en måde held i uheld, at corona ramte alle,” siger hun, ”for det betød også, at hele holdet havde mulighed for at træde til og gøre arbejdet færdigt, da vi kunne starte op igen. Samtidig har det været en fornøjelse at se, hvordan både producere, fotografer og interiør stylister kunne omstille sig til den nye virkelighed og tænke ’forfra’. Det har krævet tæt dialog og ekstra tillid mellem os og Bolia under corona, og det viste sig at fungere helt uden problemer. Det har været en fornøjelse at opleve.”

Lex corona: Store planer kræver nødudgange
Både Josephine Winther-Poupinel og Line Bering Larsen tilskriver det lange samarbejde en nøglerolle i, at det kunne lade sig gøre at vende en produktionskonvoj om på Øresundsbroen, parkere vogne, udstyr og crew, finde nye lokationer og omskrive drejebøger – for til sidst at ende med en færdig produktion på dansk grund.

Men det er alligevel ikke en situation, de ville ud i igen, hvis de i fremtiden kan planlægge sig ud af det. Line Bering Larsen fortæller, at det også er en værdifuld lektie, de kan tage med fra processen:

”Vi har lært, man skal indbygge nødudgange i så store planer. Det vil vi have med os for altid. Vi ved ikke, om det her sker igen, men vi har lært, vi skal være klar til at skalere ned og gentænke hele setup’et, hvis det kræves. Men også, at vi kan gennemføre en stor produktion, holde hjulene og udviklingen i gang under de nødvendige forhold, i stedet for at bremse op. Vi lancerer vores nyeste designkollektion i august, og takket være hele produktionsholdets vedholdenhed og kreativitet, lancerer vi den i et helt nyt univers – ganske som vi plejer, og som planlagt.”