Dagblad har købt Midt Marketing

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det er lykkedes at fastholde 4-5 arbejdspladser med handlen – som dog ikke omfatter Midt Marketings administrerende direktør.

Advokat Flemming Jensen handlede hurtigt som kurator på konkursramte Midt Marketing.

Han blev udpeget som kurator i fredags, da sagen var for Skifteretten i Herning, og allerede nu har han fået solgt aktiviteterne til Mediehuset Herning Folkeblad.

“Aktiverne i et bureau knytter sig til nogle kundeforhold og nogle relationer, som meget hurtigt mister deres værdi, og derfor har det været vigtig at få indgået en aftale hurtigt,” siger Flemming Jensen.

Herning Folkeblads fond ejer reklamebureauet Konceptas med ca. 15 medarbejdere, og virksomheden overtager en række igangværende arbejder samt 4-5 af Midt Marketings 14 medarbejdere. En enkelt har sagt nej tak til at følge med, så slutfacit bliver 8-9 medarbejdere mister deres job.

“Jeg ser det mere således, at det er lykkedes at bevare nogle arbejdspladser,” siger Flemming Jensen.

Adm. dir. Henrik Hyldgaard er ikke en del af aftalen, da Konceptas har sin ledelse på plads.

Han kom til Midt Marketing i sommer, hvor han afløste Anders Stampe – der kun havde haft posten i et lille års tid. Midt Marketing har haft et par ret dårlige år. Sidste år blev bureauet halveret og kom ud med et underskud på 4 mio. kr. (primær drift).