Danish Crown vil styrke sit omdømme

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Hos Danish Crown har man vendt tingene på hovedet og bruger eksterne medier til intern kommunikation. Lille bureau står bag ny kampagne, der gennem medarbejderne skal styrke slagteriets omdømme.

Til trods for, at Danish Crown som udgangspunkt ikke kommunikerer direkte til slutbrugerne på sociale medier, har slagterikoncernen netop søsat den første af i alt syv kampagnefilm – på Facebook.

Kampagnen er i første omgang rettet mod virksomhedens medarbejdere og dens leverandører og ejere i skikkelse af landmændene.

Og selv om en intern kampagne på et eksternt medie kan forekomme lidt skævt, er der ifølge Danish Crowns Head of Social Media Pia Paulsen en mening med galskaben:

”Vi vil rigtigt gerne i kontakt med forbrugerne, men det er svært i dag, fordi folk ikke nødvendigvis vil lytte til et logo eller et brand, men hellere folk, der ligner dem selv. Derfor har vi valgt at lave indhold til medarbejdere og landmænd, og når de bliver stolte af det, deler de det med deres netværk – og det er vores slutbrugere,” siger hun til Bureaubiz.

Skal styrke omdømmet
Hovedformålet er i tråd med den overordnede kommunikationsstrategi at styrke Danish Crowns omdømme frem mod 2021.

Man har med sine interne interessenter så at sige et mellemled, og tilgangen med at kommunikere ad den vej har fungeret godt for Danish Crown, fortæller Pia Paulsen.

”Landmændene og medarbejderne skal være medspillere, så det hele ikke bare er noget, der kommer fra kommunikationsafdelingen, men noget, vi skaber sammen.”

… og skabe stolthed
Når kampagnen alligevel primært er internt rettet, skyldes det, at den også skal tjene et andet formål. Medarbejdere og landmænd er ifølge virksomhedens egne målinger netop ikke er stolte af at arbejde for Danish Crown. Det skal der laves om på.

”Vi vil gerne væk fra det her ’os og dem’, og vil gerne samles i én koncern. Vi skal agere som én virksomhed – uanset om man står på slagtegangen, sidder på et salgskontor eller er landmand, så har man en værdi,” lyder det fra Pia Paulsen.

Det lille bureau Faber x Bækdal står bag Facebook-filmene, der kommer til at køre hen over året. Hertil kommer en række billeder og GIF’er, som Danish Crowns HR-afdeling planmæssigt skal bruge i rekrutteringsøjemed.

Danish Crown har hentet bistand hos Faber x Bækdal om sociale medier siden 2015.