Danmark vinder sølv i Cannes … på stranden

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Man glemmer det måske let, men Danmark kom til Cannes som dobbelt-regerende verdensmestre i strandfodbold – for reklamefolk. Også i år kom ”landsholdet” i finalen, men her ventede Brasilien …

Dansk-skabt kreativitet har ikke for vane at mosle sig frem til scenen i Cannes Lions – anderledes succesrigt har danske hold i VM i strandfodbold for reklamefolk ført sig frem de seneste to år: Holdet har vundet mesterskabet og modtaget publikums hyldest – samt miniudgaver af løver – i festivalpalæet i Cannes.

I 2012 blev det til en finalesejr over Estland, og sidste år kom verdensmesterskabet i hus ved at besejre Argentina i finalen/sandet.

Også ved årets VM mødte det danske hold Argentina – denne gang i kvartfinalen, og her blev det til en sikker sejr på 5-2 til Danmark.

Videre til semifinalen, hvor Spanien ventede. Sikker var indsatsen ikke til at begynde med, for Danmark kom bagud 1-3. Men et stærkt comeback og en scoring i overtidens sidste sekunder sikrede en dansk 4-3 sejr – vildt og vanvittigt, eller ”un truc de fou,” som lokale vel ville sige.

Så var Spanien ude af VM i strandfodbold for reklamefolk, ganske som det er tilfældet ved VM i fodbold. Og samme dag abdicerede den spanske konge.

I finalen ventede Brasilien, og selv om landets bedste fodboldspillere for tiden er anderswo engagiert, så er den brasilianske talentmasse – og strandbold-rutine – så stor, at Danmark ikke rigtig kunne stille noget op. Danmark tabte 0-4 og må nøjes med sølv og den lidt kringlede titel viceverdensmestre i strandfodbold for reklamefolk.