Udenlandske erhvervsledere stempler Danmark som uvenligt overfor udlændinge. Hvis de altså overhovedet kender landet.
Copenhagen Capacity har spurgt 240 erhvervsledere i udlandet om, hvordan Danmark opfattes.
41 procent siger, at Danmark har et image som uvenligt overfor udlændinge, mens 54 procent siger, at kendskabet til Danmark er mangelfuldt. Det skriver Børsen.
Det er et problem for de virksomheder, der står og mangler udenlandsk arbejdskraft , f.eks. i ingeniørbranchen, hvor der ifølge avisen vil mangle 12.000 ingeniører og naturvidenskabeligt uddannede i 2025.
Udlændinge- integrations- og boligminister, Inger Støjberg, der fornylig annoncerede, at hun vil iværksætte en annoncekampagne, der skal fortælle om nye regler for asylansøgere, afviser kritikken.
Hun siger, at i 00’erne hvor Venstre og Konservative sad i regering sammen, lød den samme kritik om at udenlandsk arbejdskraft ville fravælge Danmark, men at man i virkeligheden oplevede en tredobling af udlændinge, der kom til Dammark for at arbejde, mens antallet af asylansøgere raslede ned.
Børsen, p. 18