Danmarks største skokæde skifter bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fire store østjyske bureauer har dystet om et budget, der beskrives som betydeligt. Facit blev, at UncleGrey må sige farvel til budgettet.

Envision trak sig sejrrigt ud af konkurrencen om Skoringen. Eller rettere Shoe-d-vision, der omfatter kæderne Skoringen og zjoos på både det danske og norske marked.

Kæderne lå oprindeligt hos konkursramte Scanad og Par No. 1, men flyttede til Uncle Grey sidste sommer sammen med nogle af medarbejderne fra Scanad.

Her i foråret udskrev man så en konkurrence blandt fire store østjyske bureauer, som det blev formuleret. Ifølge Bureaubiz’ oplysninger drejede det sig om Zupa Recommended, Envision og 727 ud over UncleGrey.

Vinderen blev altså Envision.

“Det er helt naturligt, at Shoe-d-vision har villet sondere markedet efter så mange år hos Scanad. Men derfor er vi naturligvis kede af at skulle sige farvel til dem alligevel,” siger adm. dir. Rolf Bach Christensen og tilføjer, at tabet af Shoe-d-vision ikke får mandskabsmæssig betydning. bl.a. fordi bureauet samtidig kan fortælle om to nye kunder.

Kontaktdirektør Christian Kierkegaard fra Envision karakteriserer det som en væsentligt gevinst.

“Vi ser det som et attraktivt budget, der omfatter både kampagneudformning, taktiske tiltag og ikke mindst digitalt arbejde. Derfor har vi også givet den gas i konkurrencen,” siger Christian Kierkegaard og tilføjer, at det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt gevinsten udløser en opnormering på bureauet.

“Nu skal vi lige arbejde os ind på hinanden, før vi kan se, hvad kunden kommer til at kræve.”

Markedschef i Shoe-d-vision, Johannes Gammelgaard, har tidligere over for Bureaubiz konstateret, at konkurrencen ikke lægger op til de store forandringer i markedsføringen.

“Vi er rimeligt taktiske i vores kommunikation, og det fortsætter vi med. Der skal sælges nogle varer. Der, hvor vi alle kæmper, er på de sociale medier. Hvordan skal vi være til stede der? Det har vi brug for strategisk rådgivning omkring,” sagde Johannes Gammelgaard og tilføjede:

“Vi er en lille organisation. Derfor har vi brug for et bureau, der kan servicere os bredt.”