Blackwood Seven har hidtil været mest kendt for betydelige million-investeringer i udvikling af en platform end for nye kunder. Og for en dom i etisk nævn under Kreativitet & Kommunikation.
Nu er bureauet dog begyndt at prale med nye kunder. Danmarks største fitness-kæde, Fitness World har valgt at skifte fra Mediacom til Blackwood Seven.
Det sker uden forudgående konkurrence.
“Vi løb ind i dem et par steder og fandt at det de talte om, matchede vores tanker meget godt. Derfor tog vi kontakt til dem,” siger marketingchef Allan Helleskov Kleiner og fremhæver muligheden for på dagligt niveau at følge effekten som en vigtig del af grundlaget for skiftet.
“De har f.eks. et dashboard, hvor vi løbende kan følge, hvordan f.eks. et banner klare sig. Derved kan vi reagere og hele tiden optimere vores investeringer. Vi har et ønske om at blive stadigt mere digitale og arbejde dynamisk med vores investeringer,” siger Allan Helleskov Kleiner.
På sigt vil Fitness World også håndtere mere og mere af arbejdet selv. F.eks. laver de selv deres bannere.
“Lige nu er vi i en indkøringsperiode, men hensigten er, at vi håndterer meget selv,” siger Allan Helleskov Kleiner.
Blackwood Seven har på kundesiden hidtil kun været sat i forbindelse med Unibet, Landbrug & Fødevarer samt Boozt.
“Fitness Worlds vision om effektorienteret realtids marketing ligger fuldstændig på linje med visionen for vores platform. Det, vi vil, er at skabe øget effekt via modellering, bedre overblik via dashboards samt mulighed for at realtidsoptimere kampagnerne. Det vil Fitness World også, så vi glæder os meget til at komme i gang med samarbejdet”, siger Henrik Busch fra Blackwood Seven.