Siden lanceringen af Simple Feast-måltidskasser i 2017 har fortællingen og det kreative udtryk været tilpasset Norden. Men nu skal en ny dansk-produceret kampagne og identitet positionere Simple Feast på det amerikanske marked – med afsæt i Californien, hvor virksomheden har etableret et nyt køkken.
Kampagnen Show the world you give a fork kører allerede på det nordiske marked og blev i fredags lanceret i Californien via digital tv, online, og social media. Samtidig har den visuelle identitet og den samlende brand-fortælling fået en opdatering, så den fungerer på tværs af de tre markeder; Danmark, Sverige og Californien.
Tonen er fortsat direkte, og missionen – om at få folk til at spise mere klimavenligt uden at gå på kompromis med smag og kvalitet – er den samme, der driver brandfortællingen på begge sider af Atlanten, understreger Global VP of Marketing fra Simple Feast, Erikha Harket, i en pressemeddelelse og uddyber:
”Det, du putter på din gaffel, har ekstrem stor betydning for din og planetens sundhed. Og med vores plantebaseret måltidskasser har det aldrig været nemmere og lækrere at vise verden, at du giver en F… Det budskab er lige så relevant i USA, som det er i Norden, og vi glæder os til at sprede det via vores nye kampagne i LA.”
Konceptet er udviklet sammen med danske Another, som også har stået bag de nordiske kampagner.
”Vi har været kreativ partner for Simple Feast siden 2017, hvor de bare var en håndfuld personer, til i dag, hvor de både er til stede på tre markeder. Det er en bæredygtig virksomhed med stærke holdninger, som de ikke er bange for at italesætte”, siger Thorkild Bjerre, der er creative director og founding partner i Another.
- Koncept: Another
- Strategi: Erikha Harket
- Instruktør: Michael Noer
- DOP: Magnus Jønck
- AD: Maj Henriques
- Producer: Søren H. Larsen