Dansk bureau er nordisk lead for verdens største kondom-firma

Peter Engholm
25@mail.dk

Sundhedsstyrelsen har valgt nyt bureau til en kondom-kampagne. Det har kondomfirmaet Durex også – og det danske bureaus drengerøvs-humor er gået rent ind hos både målgruppe og juryer.

Med 20 dystende bureauer var der stor interesse for at blive Sundhedsstyrelsens kondom-bureau – i samme periode har et dansk bureau haft succes med som nordisk leadbureau for Durex, der er verdens største kondomfirma.

Som Bureaubiz kunne berette forleden, træffes 85 pct. af alle købsbeslutninger af kvinder – men succesen for Durex er kommet hjem ved regulær drengerøvshumor:

“Horisontale tangodansere søges!”, “Kondomtester søges til flere stillinger” og “Drømmer du om et job, hvor du godt må komme sent?”

“I Sverige og Finland, hvor kampagnen gik ud først, har 100.000 klikket ind på hjemmesiden, og vi har vi fået 25.000 ansøgninger om at blive kondomtester. Af dem har vi valgt 1.000 personer, der har fået en kondomtester T-shirt og en pakke kondomer. Og nok så væsentligt: De 25.000 ansøgere har fortalt så meget om deres sexliv, at vi har fået en uvurderlig stor mængde data,” siger Henrik Bergerman.

Han er adm. direktør i Jens og Berger, et reklamebureau med fem medarbejdere, der ganske vist holder til på en adresse i Nyhavn, København, men som lige så godt kunne være jysk – al den stund, at man generelt går stille med dørene.

Og i tilsvarende stilfærdighed er Jens og Berger blevet nordisk lead for det Reckitt Benckiser-ejede Durex – en lead for et firkløver, der udover Jens og Berger består af Zinkernagel (digital), CC Porter Novelli (PR) og Zenith Optimedia (media).

“Vi havde udført en række opgaver for Cillit Bang, og da manageren for dette brand kom til Durex, blev vi spurgt, om vi ville give et bud. Vi leder den nordiske gruppe, og vi går udelukkende ud online og i butikkerne – hverken på print eller tv. Og interessant nok henter vi 25 pct. af vores onlinebesøg via folderen i butikkerne,” siger Henrik Bergerman.

I Sverige har kampagnen sikret en salgsfremgang på 23 pct., i Finland er tallet just på ind: En stigning på 33 pct. Disse erfaringer – inkl. en øget vægt på Facebook og en mindre på nyhedsmedier – bruges nu i Norge, hvor kampagnen lanceres 1. juni. Og til efteråret kommer den til Danmark.

“Kondomer bruges af to grunde: For at undgå kønssygdomme og for at undgå graviditet. Det ved både brugerne og vi, og derfor kan vi tillade os at gå lettere til værks. Sideløbende har vi taget de første skridt til et samarbejde med lokale sundhedsmyndigheder,” siger Henrik Bergerman.

Durex-kampagnen fik for nylig en “Prize of honor” ved den svenske konkurrence, Store PR-Priset, hvor juryen gav den ros for “baseret på en gedigen målgruppeanalyse at bruge et let anslag og humor i et følsomt og svært kommunikérbart anliggende”. Desuden er den nomineret ved SABRE Awards i kategorien “Marketing to Youth”.