Dansk bureau i finalen i Data Kreativitet

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

En dansk SAS-case fra Mediacom og GroupM kombinerer data-håndtering og kreativitet så overbevisende, at den skal på scenen i en international award med fokus på Data Creativity.

I sidste uge blev det offentliggjort, at danske Adform sponserer den blot to år gamle kategori Creative Data ved sommerens Cannes Lions.

Men allerede nu markerer dansk data-kreativitet sig award-mæssigt. Det sker ved I-COM Data Creativity Awards, der – som navnet antyder – har specialiseret sig på området, og som på femte år hylder det kreative løft af værdien af data.

I-COM dækker over Global Forum for Marketing Data and Measurement og er støttet af 100 sammenslutninger fordelt på 40 lande.

Den danske case, der er blevet shortlistet i 2 af awardens 9 kategorier, er indsendt af Mediacom og GroupM på vegne af SAS. I den ene af kategorierne er det med bistand fra Integral Ad Science.

”Vi er nomineret i både Programmatic og Attribution, og vi skal ned til I-COM Global Summit i Porto i slutningen af april og præsentere casen på scenen. Jeg har hørt, at der i Programmatic-kategorien var 60 indsendte cases, og at juryen skar det ned til 3 i finalen,” siger Anders Kjærbøll, der er Programmatic Lead i GroupM.

Det kreative element i SAS-casen består i udnyttelsen af spild – forstået sådan, at den gruppe, der ikke har benyttet sig af muligheden for at se en annonce, normalt smides væk.

Her bruges spildet som test- og kontrolgruppe for at måle den kausale effekt af kampagnen, dvs. hvor meget mersalg skete udelukkende på grund af kampagnen – denne gruppe kan jo også tænkes at købe SAS-billetter, selv uden at have set aktuelle tiltag.

I-COM Data Creativity Awards har en jury bestående af over 130 internationale chefer inden for marketing, data, analyse og innovation.