Dansk bureau henter New Zealandsk kunde til Europa

Asbjørn
Jørgensen

Det lille københavnerbureau Network Communikation skal sørge for, at new zealandsk roadpricing-system får fodfæste i Europa.

Når Staten senere i år inviterer firmaer til at byde på et nyt dansk roadpricing-system for lastbiler, så skal firmaet Eroad være blandt de firmaer. Og navnet Eroad skal være kendt af politikere, embedsfolk, rådgivere og transportbranchen.

Den opgave – pr, kommunikation, lobbyisme m.m. – skal bureauet NetworkCommunication løse. Bureauet har fået til opgave at stå for Eroads entre i Europa.

“Det er nærmest et business-to-business-projekt: Vi skal sikre, at Eroad udvælges til udbudsrunder. Og vi skal sikre, at de får lov til at vise, at de kan lave roadpricing i Europa,” siger adm. direktør Morten Nielsen fra NetworkCommunication.

God gammel lobbyisme

Eroad driver et vejskat-system i New Zealand og er etableret også i USA, men har intet i Europa. Så Skats udbud af afgiftssystemet for lastbilkørsel er det første forsøg fra Eroad på en europæisk debut; flere følger. Og til den start er der brug for god gammeldags lobbyisme, så Eroad overhovedet kommer i betragtning.

“Jeg har fået opgaven med i det hele taget at repræsentere Eroad i Europa. Det er ikke kun reklame og kommunikation, men også opgaven med at finde partnere og lave samarbejdsaftaler. Populært sagt, så deres folk kan flyve herop og komme til et dækket bord,” siger Morten Nielsen.

Arbejdet er allerede gået i gang med kontakter til Skat og til politikere.

NetworkCommunication er et lille bureau, der har som koncept at løse opgaverne gennem netværk, dvs med samarbejdspartnere og freelancere. Bureauet har specialiseret sig i netop infrastruktur: transport, energi, hotel, forsyning.