Dansk bureau bliver ny PR-partner for HTC Vive

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Efter nordisk udbudsrunde vælger HTC et dansk bureau som ny nordisk PR-partner.

Den taiwanske mobiltelefonproducent HTC har været på jagt efter en ny partner til at håndtere kommunikation og PR for Virtual Reality-platformen HTC Vive i Norden.

Efter en større nordisk budsrunde var man nede på tre bureauer, der pitchede deres oplæg i HTCs europæiske hovedsæde i London.

Valget er faldet på det danske bureau K2, der nu skal stå for den daglige kontakt til pressen samt udvikle kampagner, events og sponsoraftaler i Sverige, Norge, Danmark og Finland.

VR-teknologi er ikke nyt land for K2, der siden 2005 har arbejdet med alskens brands inden for computerspil, interaktiv underholdning og teknologi.

Henrik Groth, kreativ direktør i K2, er begejstret for det nye samarbejde:

”Virtual reality er en teknologisk game changer, der ikke kun vil revolutionere spilindustrien. Alt fra detailhandel, kunst, uddannelse, sundhed og sociale medier vil ændre sig med udbredelsen af virtual reality. Derfor er vi naturligvis begejstrede for samarbejdet med HTC, der med Vive leverer markedets bedste virtual reality oplevelse.”