Bandit er et syv år gammelt bureau bestående af Christian Grubert og Rob Scotland. De kalder sig kultur-antropologer og har arbejdet sammen med både McCann og Wieden+Kennedy – og aktuelt med Thank You.
Nu går Bandit sammen med Stefan Pflug fra Unibet i Team Annie – et samarbejde, der skal sælge Annie Thorisdottir på en ny måde.
Annie Thorisdottir er en topatlet, der i CrossFit-regi to gange har vundet titlen The Fittest Woman on Earth. Hun er født i Island, men bor for tiden i New York.
”Efter at vi i flere år hovedsageligt har arbejdet med brands i samarbejde med andre bureauer, har Bandit igennem længere tid været på udkig efter en mulighed for at have en mere direkte indflydelse på et brand. Nu har vi fundet et helt unikt et af slagsen,” siger Christian Grubert.
Hvordan et dansk bureau begynder at arbejde sammen med en islandsk CrossFit’ter i New York er ligetil:
”Annies kæreste er dansk og har tidligere spillet amerikansk fodbold. Han var blevet trænet af min partner, Rob, og dermed var der en forbindelse,” siger Christian Grubert.
Han tilføjer:
”Vores strategi var at tænke på hende som et produkt og arbejde videre derfra. På en måde klassisk marketing, men nyt i den verden, hvor en sportsagent typisk fokuserer på atletens præstationer og antallet af aftaler, de kan lave. Vi er derimod mere interesserede i at positionere hende korrekt som et brand, og have en brand- og strategi-samtale, i modsætning til en ren monetær. Vores tilgang tiltalte hende, og hun forlod sin daværende agent.”
Bandit og Stefan Pflug skal skabe nye brand muligheder, content og activation-ideer for Annie Thorisdottir, men begynder på ingen måde på bar bund:
”Annies organiske tilgang til sit eget brand har allerede givet hende et stort følge på sociale medier, så en af vores første opgaver har været at optimere det, hun selv har startet,” siger Christain Grubert.
Men det er kun begyndelsen, understreger Bandit-medstifteren, for ambitionerne på Annie Thorisdottirs vegne er store:
”Vi mener, at vi kan gøre Annie til et kvinde-ikon, ikke bare i sportens verden, men også inden for sundhed. For selv om Annie er helt fremme i en af de hårdeste sportsgrene i verden, så har hun sin helt egen tilgang: Man skal have det sjovt på vej mod sit mål,” siger Christian Grubert.
Han tilføjer:
”På den måde undsiger hun det meget maskuline ”No pain, no gain”-mantra, der i mange år har regeret inden for fysisk baserede sportsgrene.
Og netop de kvindelige værdier vurderer Bandit som interessante for samarbejdspartnere – både nuværende og potentielle.
”Det kvindelige segment er globalt mere interessant end mænd. De har generelt flere penge at bruge end mænd og er mere villige til at bruge dem. Samtidig uddannes der flere kvinder i højere uddannelser end mænd, og deres løn stiger generelt mere end mænds,” siger Christian Grubert.
”Dette gør et brand som Annie enormt interessant for Bandit at arbejde med. Det kvindelige fitness-segment er globalt parate til at forbruge, og vi ser en klart rolle for hende – som atlet og sundheds-ikon.”